Menu luk

Fra økonom til opvasker

I Ukraine var Yevheniia Zaleska økonom og CFO i en stor ukrainsk virksomhed. I Danmark er hun opvasker og en af de ukrainere, der har fået tilbud om et års gratis medlemskab af Finansforbundet og hjælp til jobsøgning.

11. okt. 2022
3 min
Dansk / English

”Det er vigtigt for både os og det danske samfund at kunne udnytte vores kvalifikationer bedst muligt.”

Sådan lyder det fra Oksana Honcharuk, der har arbejdet mere end 15 år i finanssektoren i Ukraine, inden krigen brød ud og sendte hende på flugt til Danmark.

Derfor har hun sammen med Finansforbundet og Djøf taget initiativ til at invitere en række ukrainske kvinder med baggrund i den finansielle sektor til et informationsmøde. Med i købet får de også tilbudt et års gratis medlemskab af de to fagforeninger.

”Vi vil gerne give ukrainere et bedre indblik i det danske arbejdsmarked og samtidig give dem en idé om, hvordan rekruttering foregår i en dansk kontekst,” forklarer Oksana Honcharuk. 

Det er hende, der har fået idéen til at samle gruppen af finansfolk blandt de ukrainske flygtninge og efterfølgende har fået Djøf og Finansforbundet til at gå ind i projektet. 

Oksana Honcharuk har arbejdet mere end 15 år i finanssektoren i Ukraine. Foto: Freja Thorbech

"I Ukraine søger man job på en helt anden måde. Der handler det ikke lige så meget om netværk og CV"
- Yevheniia Zaleska, ukrainsk flygtning

Langt fra Kiev til København

Og der er langt fra Kiev til København. Ikke bare geografisk, men også når det gælder måden, man søger job.

Derfor var flere af de omkring 20 fremmødte kvinder glade for arrangementet, hvor de fik konkrete råd til jobsøgningen.

”I Ukraine søger man job på en helt anden måde. Der handler det ikke lige så meget om netværk og CV, som jeg kan forstå, at det gør her,” siger Yevheniia Zaleska, der kom til Danmark med sin datter og forældre i marts.

Efter 20 år i den finansielle sektor i Ukraine søger Yevheniia Zaleska nu job i Danmark. Foto: Freja Thorbech

Yevheniia Zaleska har mere end 20 års erfaring i finanssektoren, hvor hun har arbejdet som alt fra økonom til CFO i en stor ukrainsk virksomhed. Lige nu er hun opvasker på en restaurant i aftentimerne for at få tid til at tage danskkurser i dagtimerne. Imens søger hun job på livet løs inden for sin egen branche - indtil nu uden held.

Den 45-årige kvinde er derfor glad for muligheden for et medlemskab af Finansforbundet.

”Jeg vil straks melde mig ind, så jeg kan få hjælp til mit CV,” siger hun.

Har kun fået afslag

Samme melding kommer fra 38-årige Svitlana Otozinska, der kom til Danmark for syv måneder siden.

Indtil nu har hun på trods sit diplom i international økonomistyring fra det tekniske universitet i Kiev og flere års erfaring som salgsdirektør i en ukrainsk modevirksomhed ikke kunnet finde et job inden for sin egen branche.

”Jeg har sendt mit CV til mange forskellige virksomheder, men kun fået et enkelt svar tilbage. Og det var desværre et afslag,” forklarer hun.

38-årige Svitlana Otozinska kom til Danmark for syv måneder siden. Foto: Freja Thorbech

Godt med konkrete råd

Den oplevelse har 40-årige Antonina Andriushehenko, der er uddannet teknisk ingeniør, også haft.

Hun glæder sig derfor også over de mange gode og konkrete råd, hun kan tage med sig fra mødet, hvor der ud over Djøf og Finansforbundet også var oplæg fra andre udlændinge, der har haft succes med at komme ind på det danske arbejdsmarked. Også en repræsentant fra Danske Bank var til stede og fortalte om bankens rekrutteringsprocesser.

”Det er godt at høre andres erfaringer,” forklarer Antonina Andriushehenko og fortæller, at hun håber på at finde et job i Danmark, så hun kan blive i landet med sine to døtre - også selvom krigen i hendes hjemland slutter.

Antonina Andriushehenko er glad for de konkrete råd til jobsøgningen, hun fik til informationsmødet. Foto: Freja Thorbech

Seneste nyt