Menu luk

Hårdt tiår for mindre pengeinstitutter

Antallet af mindre pengeinstitutter er reduceret fra 96 til 42 siden 2012, viser Finanstilsynets årlige oversigter over pengeinstitutternes størrelse. Hvis ikke nye banker som Lunar Bank, Facit Bank, Kompasbank, Maj Bank, PFA Bank og Coop Bank var etableret i perioden, ville vi ved indgange til 2022 kun have haft 50 selvstændige pengeinstitutter i Danmark.

4. jan 2022
2 min
Af Carsten Jørgensen
cjo@finansforbundet.dk

Ved indgangen af 2022 fører Finanstilsynet opsyn med 56 pengeinstitutter, hvilket er halvt så mange som ved indgange af 2012, hvor Danmark havde 113 selvstændige pengeinstitutter.

Det viser de oversigter over pengeinstitutternes størrelsesgruppering, som Finanstilsynet offentliggør. Pengeinstitutterne inddeles årligt efter størrelsen af de enkelte institutters arbejdende kapital. Den arbejdende kapital er defineret som summen af indlån, udstedte obligationer, efterstillede kapitalindskud samt egenkapitalen. Gruppe 1 – med en arbejdende kapital på mindst 75 milliarder kroner – tæller lige nu Danske Bank, Jyske Bank, Sydbank, Nykredit Bank og Spar Nord.

Gruppe 2 – med en arbejdende kapital på mindst 15 milliarder kroner – tæller ni pengeinstitutter, hvor Arbejdernes Landsbank, Ringkjøbing Landbobank og Sparekassen Danmark som de tre største i gruppen.
Antallet af pengeinstitutter i disse to grupper er blot faldet med tre fra 17 til 14 i perioden 2012 til 2022.

Markant anderledes har udviklingen været for de mindre pengeinstitutter i gruppe 3 (arbejdende kapital på mindst en milliard kroner) og gruppe 4 (arbejdende kapital på under en milliard kroner). I 2012 var der i alt 96 pengeinstitutter i disse to grupper. Nu er der blot 42 tilbage.
Forklaringen er konsolidering. En stor del af pengeinstitutterne er blevet opkøbt af større pengeinstitutter eller har taget del i fusioner.

Blandt de 42 tilbageværende pengeinstitutter i gruppe 3 og 4 er en del, som er etableret i perioden efter 2012. Det gælder blandt andre Coop Bank, PFA Bank, Maj Bank, Lunar Bank, Facit Bank og Kompas Bank. Størst af disse lige nu er Lunar Bank, der hvad angår arbejdende kapital, er landets 24. største bank i dag.

Finanstilsynets oversigter viser desuden, at antallet af filialer af udenlandske pengeinstitutter i Danmark er øget markant - fra 14 i 2012 til 29 i 2022.

Se oversigten over pengeinstitutternes størrelsesgruppering her.