Menu luk

Har du det rigtige job?

Er det svært at komme i gang efter ferien? Få hjælp til at tjekke, om det er jobbet, den er gal med.

4 min

De fleste af os kender alt til, at det kan være svært at komme op i omdrejninger på arbejdet efter en lang ferie.

Det er er helt normalt og må ifølge Morten Ballisager, som er karriererådgiver og direktør i Konsulenthuset Ballisager, ikke forveksles med en mere permanent tilstand af mistrivsel.

”August og januar er typisk måneder, hvor medarbejdere efter den lange ferie tydeligt mærker, hvis der ikke er det mindste smil på læben ved tanken om at vende tilbage til arbejdet,” siger Morten Ballisager

Men fortsætter det og man sidder fast i et mønster af mistrivsel, skal man reagere. For ingen andre kan reagere for én, påpeger karriererådgiveren

Der er tre muligheder:

  1. Forsøg at få ændret  nogle af de forhold, der dræber motivationen.
  2. Træf et aktivt valg om at acceptere de  eksisterende omstændigheder.
  3. Forlad jobbet.

”Får man ikke besluttet sig for at sætte sig på en af de tre stole med overbevisning, så risikerer man at ende mellem stolene som et surt brokkehoved”, siger Morten Ballisager.  

Ekstra efterspørgsel på karrieresamtaler

I Finansforbundet er der ekstra meget efterspørgsel efter individuel sparring i august.

9 ting, der får Finansansatte til at tvivle på jobbet

  • For lidt indflydelse på den daglige opgaveløsning
  • Behov for en anden måde at udfolde ens styrker på
  • Savner mere balance mellem arbejde og fritid
  • En følelse af at være stagneret udviklingsmæssigt
  • Fortravlet/stresset i for lang en periode
  • Gået død på jobindhold
  • Savner nye opgaver
  • Dårlig relation med nærmeste leder
  • Mistrivsel i en performancekultur, hvor man løbende bliver målt på antal kundemøder og salg

Kilde: Charlotte Lindgren, seniorkarrierekonsulent, Finansforbundet

”Trivsels-skoen har måske trykket lidt i et stykke tid, og man har været i tvivl, om man befinder sig i rette job eller virksomhed. Men det er typisk, at man ikke rigtig har haft overskud inden ferien til at få tænkt over, hvad tvivlen helt konkret handler om,” siger seniorkarrierekonsulent Charlotte Lindgren.

Med udsigt til endnu en travl sæson, beslutter man, at nu skal der gøres noget ved tingenes tilstand.

”Ofte har man behov for at få et kærligt skub videre i form af uvildig ekstern hjælp til at få struktureret ens tanker og få inspiration til hvilke handlemuligheder, der kunne være”, siger Charlotte Lindgren.

I tvivl om dit job? Se Charlotte Lindgrens job-test på 3 punkter

Smertegrænsen

Hvornår minussiderne ved at blive i jobbet overstiger plussiderne er meget forskelligt, vurderer Morten Ballisager.

”Nogle tåler mere end andre, ofte fordi de har et andet mål med arbejdet end arbejdet selv.
De får en løn, som giver dem nogle friheder i fritiden. Arbejdet er midlet til at nå et mål, som ligger udenfor arbejdet. Derfor siger de ’pyt’ og glæder sig til at holde fri.”

"Det danske arbejdsmarked er velsignet med masser af alternative jobmuligheder for tiden"
- Morten Ballisager, karriererådgiver og direktør i Konsulenthuset Ballisager

Men der er også en stor gruppe medarbejdere, hvor minusserne helst ikke må fylde mere end plusserne, fordi arbejdet skal opfylde nogle ambitioner og noget identitet. Derfor er smertegrænsen lavere.

Finansforbundets medlemmer er nogle af dem på arbejdsmarkedet, som har det bedst på parametre som løn, fleksibilitet og forskellige andre goder, vurderer Morten Ballisager.

”Men selvom man har gode forhold hele vejen rundt, så kan man alligevel godt blive træt af sit arbejde. Man har det hele - frugtordning, en god bonus, hjemmearbejde efter eget ønske, efteruddannelse og gode kolleger. Men når det kommer til selve kerneydelsen, så er der ikke rigtig noget, der tænder én længere. Been there, done that.”

Han tror, at skal det holde på den lange bane, skal der for de fleste være noget i selve jobfunktionen, der grundlæggende motiverer.

Et nyt job kan være løsningen

Men selvom meningen med jobbet er der, så kan konflikter alligevel vælte læsset:

”Specielt de personlige konflikter med chefen eller en kollega har det med at være dybt forankrede. Man kan lave nok så meget krisehåndtering og konfliktmægling, men hvis konflikten først har bidt sig fast, så kan det være meget vanskeligt at komme videre."

Hvis der er ting, som er begyndt at nage for alvor, så bør man overveje, om tiden ikke kunne være inde til at prøve noget nyt, mener Morten Ballisager.

”Det danske arbejdsmarked er velsignet med masser af alternative jobmuligheder for tiden. Når medarbejdere ikke trives på arbejdet, ser vi ofte, at de er frosset fast i en bestemt rolle, som de har svært ved at komme ud af. Kolleger begynder at se dem i rollen, og de begynder selv at se dem i rollen. Her kan et jobskifte være præcis det, der skal til”.

Giv det lige en chance

Omvendt mener Morten Ballisager også, at man altid skal give det en chance at ændre på vilkårene, før man forlader et job. 

Har du gjort forsøget og gået ind til chefen og sagt ’det kører ikke godt for mig i øjeblikket’? ’Kan vi finde ud af noget’?

”Jeg er med på, at hvis chefen er problemet, så kan det være svært at tage sådan en snak.
Men min opfattelse er, at der er mange chefer, som vil reagere godt på sådan et initiativ”.

I det hele taget hviler der er et stort ansvar på den enkelte medarbejder for egen trivsel,” mener Morten Ballisager.

”Du må op af stolen og reagere på en eller anden måde, hvis tingene kører skævt. For du må aldrig deponere ansvaret for din egen arbejdsglæde hos andre”.


Emner

Seneste nyt