Menu luk

Finansforbundet optaget i FH

Fagbevægelsens Hovedorganisation har d. 10. juni 2022 på et hovedbestyrelsesmøde vedtaget at optage Finansforbundet i FH.

10. jun. 2022
1 min

På Finansforbundets landsmøde d. 20. april 2022 blev det besluttet at ansøge FH om at veksle det strategiske samarbejde mellem de to organisationer til et egentligt medlemskab. I den forbindelse sagde formand, Kent Petersen: 'Det er simpelthen den rigtige løsning, hvis vi skal varetage vores medlemmers interesser bedst muligt'.

Hele 167 ud af 190 stemmer fra de delegerede ved landsmødet var for indstillingen fra hovedbestyrelsen om, at Finansforbundets strategiske samarbejde med Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) bør veksles til et egentligt medlemskab.

’Væsentlige dele af den politiske indflydelse, der er nødvendig for at skabe værdi for vores medlemmer, bliver til i fællesskab og gennem relationer. Det er en central del af vores arbejde, og uanset hvordan man vender og drejer det, har FH på relativt kort tid vist sig som et afgørende og stærkt talerør for lønmodtagerne i Danmark. Derfor har vi løbende styrket det strategiske samarbejde med FH, og det er et naturligt skridt, at vi nu har effektueret et fuldt medlemskab. Det er jeg glad for, at et solidt flertal af de delegerede har bakket op om', siger Kent Petersen, formand for Finansforbundet.

Finansforbundet har i en periode stået uden for en hovedorganisation, men var tidligere medlem af hovedorganisationen FTF.

Seneste nyt