Finansforbundet: Behov for et data- og tech-ministerium
Danmark er et af de mest digitaliserede lande i verden, men har ikke noget egentligt ministerium for it eller teknologi. Det bør været en prioritet for en kommende regering, mener Finansforbundet.
I dag er digitalisering, data og teknologi fordelt mellem stort set alle ministerier.
At det politiske niveau ikke arbejder mere fokuseret med området, harmonerer dårligt med den rolle, som teknologi i stadig højere grad spiller i vores hverdag, mener Finansforbundet.
"Data, teknologi og digitalisering har en så gennemgribende effekt på vores liv både som borgere, medarbejdere og mennesker, at man bør sikre konkret politisk ejerskab og samling af fagligt ansvar. Det drejer sig både om de store digitale infrastrukturprojekter, men også de mange andre aspekter af data og teknologi, som påvirker os – f.eks. cybersikkerhed, datahåndtering og dataetik i medarbejder- eller kundeforhold," siger Kent Petersen, formand for Finansforbundet.
Han påpeger, at fænomener som web3 og metaverset kan være skridt mod en endnu højere grad af digital indvirkning på vores liv.
Skab et selvstændigt ministerium
Lisbeth Bech Nielsen, it-ordfører fra SF, og Venstres it-ordfører Christoffer Melson har tidligere efterlyst et særskilt ministerium på området.
Det giver god mening, da et samlet ministerium også vil højne de politiske ambitioner og oparbejde en større faglighed og koordinering, mener Finansforbundet.
"Digitalisering er jo langt fra længere blot et værktøj til at gøre processer hurtigere, effektivisere og løsrive ressourcer. Data og teknologi er kæmpe faktorer i både forretning og hverdagsliv for os alle i et så digitaliseret land som Danmark. At samle et specifikt digitalt udgangspunkt og højt vidensniveau i et selvstændigt ministerium vil være til gavn for både de danske borgere og dansk erhvervsliv," siger Kent Petersen.
Opret et selvstændigt data- og tech-ministerium
Finansforbundet foreslår oprettelsen af et selvstændigt data- og tech-ministerium, som arbejder ud fra en grundlæggende digital tækning med dyb indsigt i teknologiernes potentialer og problematiske forhold.
Ministeriet bør have sin egen portefølje som fx udrulning og vedligeholdelse af en gennemtænkt it-infrastruktur, udbredelse af ansvarlig brug af data og ny teknologi på danske arbejdspladser og digital udvikling af såvel den offentlige som private sektor.