Menu luk

Én mødefri dag om ugen gør afgørende forskel

Nye arbejdsmodeller afprøves efter corona, ikke mindst hjemmearbejde. For Finansforbundets formand, Kent Petersen, har mandagen i årevis været lig med mødefri hjemmearbejdsdag.

5. dec. 2022
2 min
Dansk / English

”Kan det blive mandag?”

Svaret er klart nej, hvis det handler om at holde møde med Finansforbundets formand, Kent Petersen. Med meget få undtagelser holder han altid mandagen fri for møder.

”Jeg indførte mødefri mandag efter, at jeg var sygemeldt med stress for godt to år siden. Det giver mig sådan en ro i løbet af ugen at have mandagen reserveret til at komme til bunds i indbakken - og have tid til at læse og forberede mig til ugens møder”.

Formanden anslår, at han får op imod 100 e-mails om dagen. De mest presserende mails bliver fanget og besvaret, resten lader han ligge i tryg forvisning om, at han kan nå dem mandag.

”Typisk begynder jeg mandagen med at læse og besvare mails. Derefter læser og forbereder jeg mig til ugens mange møder, og endelig ringer jeg rundt i det omfang, der er behov for det, om eftermiddagen. Den struktur følger jeg nogenlunde”.

Mandagsfri?

Det tog noget tid at vænne organisationen og nære samarbejdspartnere til, at mandagen er mødefri i formandens kalender:

”Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg har måttet høre, at jeg vist holdt fridag om mandagen. Det var sagt i spøg, men når man har været syg af den måde, man arbejdede på, er det faktisk ikke særlig morsomt”.

Kent Petersen oplever, at han er langt mere effektiv og bedre kan holde fri i weekenden med mandagen mødefri:

”Før i tiden mødte jeg ofte ind på arbejde hele søndagen. Nu tager jeg hul på mødeugen med en renset flade ovenpå mandagen. Jeg har godt styr på, hvad jeg skal, har læst en masse materiale, har sat mig ind i tingene og har mere strøm på batteriet til resten af ugen.”

 

For Kent Petersen fungerer det godt med en mødefri dag om ugen.
”Det fungerer ikke for mig med mere end en enkelt dag om ugen. Det kan det gøre for mange andre, for det er meget individuelt, hvad der er optimalt for den enkelte”.
- Kent Petersen, Finansforbundets formand

Én dag er sagen

Formanden vil derfor holde fast i den nuværende struktur, men han har ingen planer om at skrue op for antallet af hverken hjemmearbejds- eller mødefri dage:

”Det fungerer ikke for mig med mere end en enkelt dag om ugen. Det kan det gøre for mange andre, for det er meget individuelt, hvad der er optimalt for den enkelte”.

Han henleder samtidig opmærksomheden på, at de projekter Finansforbundet har deltaget i via Future Work Lab har vist, at både for mange og for få hjemmearbejdsdage kan give mental ubalance.

”Det er vigtigt, at vi bliver ved at teste tingene af og se, hvad der fungerer bedst. Både i de enkelte virksomheder og for medarbejderne hver især, og hvad der giver bedst mental trivsel. Vi har stadig meget at lære på den front”.

Mental sundhed og trivsel

Hvordan skaber vi mental sundhed og god trivsel, når arbejdslivet er under konstant forandring? Og hvilke læringer og initiativer skal vi gøre brug af for at sikre både fællesskab og fleksibilitet? Få viden og inspiration her.

Læs mere

Seneste nyt