Menu luk

Ekspert advarer mod døde arbejdspladser

Hjemmearbejde skaber døde arbejdspladser i den finansielle sektor, advarer forsker Eva Bjerrum: ”Jeg ser virksomheder med 50 tomme skriveborde.”

28. okt. 2022
3 min

Pas på! Du kan gå glip af fede opgaver og isolere dig fra kollegerne, hvis hjemmearbejdsdagene tager overhånd.

Sådan lyder advarslen fra Eva Bjerrum, forsker i organisationer ved Alexandra Instituttet i Aarhus og en af eksperterne, som har været tilknyttet Future Work Lab, hvor man har gennemført forskellige eksperimenter for at undersøge, hvad digitaliseringen af arbejdslivet betyder for vores mentale sundhed. 

”Mange ting på arbejdspladsen sker tilfældigt. Hvis du altid er væk fra jobbet, så kender kollegerne dig ikke rigtig. Og så er de mindre tilbøjelige til at ringe eller sætte et møde op på Teams.”

Eva Bjerrum ser virksomheder med 50 tomme skriveborde. Dem kalder hun for døde arbejdspladser: Kontorer, hvor medarbejderne nærmest er flygtet væk og altid arbejder hjemme.

Hvad betyder det for dig som medarbejder?

En konsekvens af, at så mange arbejder hjemme er, at opgaverne bliver fordelt skævt. Når kolleger fra andre teams eller afdelinger henvender sig, går de nye opgaver til de medarbejdere, der er fysisk til stede.

”Jeg har hørt nogle medarbejdere sige: Min arbejdsplads er lidt kedelig og anonym. Men det er okay, for jeg kan jo arbejde hjemme to dage om ugen,” siger Eva Bjerrum. Foto: Sille Veilmark

Det betyder, at dem, der har hjemmearbejdsdage kan gå glip af prestigefyldte eller spændende opgaver, mens de andre kolleger pludseligt oplever, at der lander ekstra opgaver på deres skriveborde.

Ifølge Eva Bjerrum egner nogle alvorlige eller svære samtaler sig ikke til at blive taget telefonisk eller over Teams. Derfor udskyder vi det og ender måske med aldrig at få det gjort, hvis kollegaen arbejder hjemme.    

”Gradvist og umærkeligt kan distancen til kollegerne blive større. Det kan blive selvforstærkende: Får du ikke længere de spændende opgaver, og begynder du at føle dig lidt alene på jobbet. Så bliver det lidt fremmed, når du kommer der,” siger Eva Bjerrum:

”For hvad skal vi lige tale om? Så er det næsten som at være ny på arbejdet.”

Skab lyst til at møde op på jobbet

Mange steder har man forsøgt at få folk tilbage på jobbet ved at lave noget socialt – fredagsbarer eller rundstykker til morgenmødet. Og der kommer ingen, fortæller Eva Bjerrum.

”Du skal i stedet skabe hjemlighed. Medarbejderne skal opleve, at de får noget ud af at være sammen med andre. At de har nogle spændende projekter, får ny inspiration og viden. Du skal styrke det faglige fællesskab.”

De sociale relationer på arbejdspladsen er vigtige for medarbejderne. Ellers kunne de lige så godt være selvstændige, påpeger Eva Bjerrum.

Er du leder, skal du også gøre selve arbejdspladsen til et endnu bedre sted at arbejde. Det skal være hele køreturen til og fra job værd. Med steder til fordybelse, digitale møder, interaktioner og inspirerende mødelokaler for eksempel.

En ond spiral

Eva Bjerrum advarer arbejdsgiverne mod kun at tænke i besparelser og færre kvadratmeter, når de ser de mange tomme skriveborde.

Om Eva Bjerrum

  • Senior organisationsanalytiker
  • Ekspert i New Ways of Working, og er én af Danmarks førende indenfor organisationsanalyse.
  • Hun arbejder i krydsfeltet mellem arbejdsprocesser, digitale løsninger og den fysiske indretning af arbejdspladser og ser på, hvordan det påvirker arbejdslivet og vores opfattelse af arbejde.
  • Eva bærer desuden på en ro og faglig integritet, som har inspireret og kvalificeret omgivelserne i Future Work Lab.

Så risikerer virksomheden at ende i en ond spiral: Hvor medarbejderne mister incitamentet til at møde ind, gradvist mister tilknytningen til arbejdspladsen og ender med at flygte til et nyt job, hvor man har fået arbejdspladsen til at fungere.

”Jeg har hørt nogle medarbejdere sige: Min arbejdsplads er lidt kedelig og anonym. Men det er okay, for jeg kan jo arbejde hjemme to dage om ugen,” siger Eva Bjerrum:

”Så bliver det til en ”studehandel”, hvor du accepterer nogle ting, som du ikke ville acceptere, hvis du var der hver dag. Det skal man ikke acceptere: Man skal kræve, at arbejdspladsen er et fedt sted. Et sted, hvor jeg har lyst til at tage hen.”

"Medarbejderne skal opleve, at de får noget ud af at være sammen med andre."
- fra Eva Bjerrum, forsker i organisationer ved Alexandra Instituttet i Aarhus.

Mental sundhed og trivsel

Hvordan skaber vi mental sundhed og god trivsel, når arbejdslivet er under konstant forandring? Og hvilke læringer og initiativer skal vi gøre brug af for at sikre både fællesskab og fleksibilitet? Få viden og inspiration her.

Læs mere

Seneste nyt