Menu luk

Chefanalytiker: Jeg når folk meget bedre, når jeg giver noget af mig selv

Sune Malthe-Thagaard har skiftet hvid skjorte og en kort frisure ud med farverige skjorter og langt hår. Og der er en god grund til, at Totalkredits chefanalytiker har lagt det klassiske finans-look i graven.

19. dec. 2022
6 min
Det er ikke kommet fra den ene dag til den anden, at Sune Malthe-Thagaard har ladet håret gro, og lagt de blå skjorter ind bagerst i klædeskabet. Foto: Christian Stæhr

Måske du har lagt mærke til Sune Malthe-Thagaard, når han toner frem på tv og udlægger teksten, når renterne stiger eller falder.

Totalkredits chefanalytiker ligner nemlig ikke den klassiske finansmand, når han med pink t-shirt under jakken og med det lange hår hængende løst forklarer renternes himmelflugt, eller hvorfor det kan betale sig at konvertere sit boliglån

”Ofte når jeg folk meget bedre, når jeg giver noget af mig selv og træder ud af den meget rene finansagtige rolle. Det har været med til at skubbe mig i den retning,” forklarer han om den proces, han har været igennem de senere år.

Tidligere i sin karriere har Sune Malthe-Thagaard haft et mere klassisk finans-look. Foto: Pressefoto Nykredit og Christian Stæhr

Jakkesættet som et panser

For googler man Sune Malthe-Thagaard, ligner han på en stor del af billederne den klassiske finansmand med hvid skjorte, blå jakke og slips og det kortklippede hår i en klassisk sideskilning.

En stor kontrast til den Sune Malthe-Thagaard, der tager imod Nyhedsbrevet Finans iført en sort sweatshirt med glimmer under den blå jakke med en lyslilla klud i lommen. Håret har han stadig i en sideskilning, men nu går det ham til skuldrene og hænger løst ned bag ørerne, som ikke kan undgå at lægge mærke til, fordi han har to guldringe i hver af dem.

Det er dog ikke kommet fra den ene dag til den anden, at Sune Malthe-Thagaard har ladet håret gro, og lagt de blå skjorter ind bagerst i klædeskabet.

”Det kan godt være svært at træde ud af en rolle, som er meget tryg,” siger Sune Malthe-Thagaard med henvisning til, at han i syv år arbejdede i Nationalbanken, hvor jakkesættet var en fast bestanddel af hans hverdag.

”Det gode ved jakkesæt og slips er, at jeg tager et panser på, og så er jeg ikke 100 procent mig selv. Jeg er mere professionel. Altså så er der professionelle-Sune og privat-Sune.”

"Det gode ved jakkesæt og slips er, at jeg tager et panser på, og så er jeg ikke 100 procent mig selv."
- Sune Malthe-Thagaard, chefanalytiker Totalkredit

Bryde ud af egne rammer

Men da han for tre år siden fik jobbet i Totalkredit, havde han en snak med ledelsen om at se ”lidt mindre corporate” ud.

”Hvis man ikke skal ligne et omvandrende Excel-ark, er der mange, der vælger at smide slipset og knappe den øverste knap op. Men jeg synes faktisk, at noget af det sjoveste ved jakkesættet er slipset, hvor man kan blive i det formelle og stadig bruge lidt farve,” forklarer Sune Malthe-Thagaard.

Derfor begyndte han lige så langsomt at tage lidt mere afslappet tøj på, når han skulle ud og holde oplæg for boligejere.

”Og så er det lidt ligesom at gå ud på isen. Så har jeg taget et lille skridt for at se, om den kan holde, og så er jeg gået længere og længere ud.”

Under corona-nedlukningen lod han håret gro. Til at starte med samlede han det i en knold, men efterhånden røg elastikken også ud af håret.

”Måske kommer det sig også af corona, men jeg har her på det seneste haft behov for at bryde ud af mine egne rammer, som jeg selv har sat op gennem årene baseret på alle de forventninger og negative reaktioner, jeg har fået fra folk gennem tiden,” siger han med henvisning til sin opvækst på Midtsjælland i 1990’erne.

Han fortæller, at han på skolefotos af sig selv fra børnehaveklassen frem til tredje klasse kan se, at han har den samme lyserøde sweatshirt med et billede af cykelmyggen Egon på brystet.

”Det var tydeligvis min yndlingsbluse dengang. Efterhånden lærte jeg, at det er ikke noget, man går i, når man er dreng,” siger den 36-årige chefanalytiker.

Blå bog Sune Malthe-Thagaard

  • Født 1986
  • Cand.polit. fra Københavns Universitet i 2012
  • 2012-2019: Ansat i Nationalbanken som henholdsvis economist og senior economist
  • 2019-: Chefanalytiker hos Totalkredit

Frygtede ikke at blive taget seriøst

I sit professionelle virke har han også været bange for, at folk ikke ville tage ham seriøst eller lytte til ham, hvis han blev mere afslappet i sin stil.

”Det er måske noget, som også kvinder kan nikke genkendende til. Men jeg var bange for, at hvis jeg tog de her ting på, så ville folk tænke, at jeg så bøsset ud. Nu er jeg tilfældigvis også bøsse, så som sådan gør det ikke noget, men det var ikke det, jeg ville have, at de skulle tænke,” siger han.

Men i løbet af processen har han også besluttet at være åben omkring den del af sit privatliv ved blandt andet på Twitter at beskrive sig selv som ”frankofil og homofil chefanalytiker”. Det er ellers noget, han tidligere har brugt meget energi på ikke at afsløre i professionelle sammenhænge ved blandt andet at tale kønsneutralt om sin mandlige kæreste, når han var til forretningsmiddage.

”Det er jeg blevet træt af, så ved at komme det på Twitter var det en måde at springe ud. Altså nu kan alle gå ind og se det, hvis det er det, de vil,” forklarer han.

"Der er forskel på, hvordan jeg ser ud en fredag aften, og når jeg skal på TV 2 News. Selvom jeg vil sige, at forskellen bliver mindre og mindre."
- Sune Malthe-Thagaard, chefanalytiker Totalkredit

Bekymringer gjort til skamme

Efterhånden som hans udseende har ændret karakter, kan han også konstatere, at de mange bekymringer har fyldt mere i hans hoved end i virkeligheden.

I hvert fald har han ingen negative reaktioner mødt. En enkelt gang har han fået en evaluering tilbage efter foredrag, hvor en deltager med versaler havde skrevet, at han var for langhåret.

”Men jeg er faktisk i tvivl, om det handler om mit udseende, eller om det, jeg sagde, var alt for langhåret,” siger han og griner.

Han afviser dog, at det ligefrem er blevet et varemærke for ham at se anderledes ud.

”Så langt vil jeg ikke gå. Men i bund og grund synes jeg bare, at det er rart at komme ud af den der kasse, der hedder finansanalytiker og væk fra Excel-arket.”

Og samtidig betyder det også, at han slapper mere af og kan bruge sig selv lidt mere, når han er ude og holde oplæg. For eksempel når han skal forklare, hvad der er op og ned i forhold til inflation og kommer med en kæk bemærkning om sin egen stigende frisørregning.

”Det virker som om, at folk bedre kan relatere til det,” siger han og forklarer, at han også tænker over konteksten, når han hiver tøj ud af klædeskabet om morgenen.

”Der er forskel på, hvordan jeg ser ud en fredag aften, og når jeg skal på TV 2 News. Selvom jeg vil sige, at forskellen bliver mindre og mindre. Nogle af de skjorter, jeg har haft på i tv den seneste tid, kunne jeg godt finde på at tage på, hvis jeg skulle i byen,” siger Sune Malthe-Thagaard med et smil.

Men der dog grænser for, hvad han tager på, når han skal på arbejde.

”Jeg ville nok aldrig tage en t-shirt med et politisk budskab på. Dem har jeg heller ikke så mange af. Men det ville klart forstyrre for meget, lyder det fra chefanalytikeren.

Seneste nyt