Menu luk

Benjamin kæmpede 18 måneder for opholdstilladelse

Advokatbistand, støtte fra arbejdspladsen og ihærdighed udløste efter 18 måneder permanent opholdstilladelse til Nordea-talent Benjamin Schenkel. Det er generelt for vanskeligt for efterspurgte finans-talenter at få opholdstilladelse, mener Finansforbundet formand, Kent Petersen.

27. jun. 2022
3 min
Dansk / English

Efter en 18 måneder lang proces lykkedes det 32-årige Benjamin Schenkel at opnå permanent opholdstilladelse. Vejen dertil var belagt med talrige udfordringer og en usikkerhed, som han havde svært ved at udholde.

”Ville Danmark slet ikke have mig? Det var virkelig hårdt at være i, for jeg havde truffet beslutningen om, at det er her, jeg gerne vil lægge min energi og mit liv”, siger amerikaneren. Han har topkarakter fra Yale, taler flydende dansk og er Senior Risk Expert hos Nordea, hvor han har arbejdet i syv år.

Her gik han til sin tillidsrepræsentant, Peter Klinke, for at søge hjælp undervejs i processen. Og han ville meget gerne hjælpe:

”Jeg talte med Ben om, hvordan han skulle agere for bedst at fremme sin sag. Vi nedsatte en slags venligstillet styregruppe, med HR og gode kolleger, som kunne støtte ham. Selv er han en meget ressourcefuld ung mand, som har kæmpet vedvarende for at få sin opholdstilladelse igennem”.

Rollemodel

Benjamin Schenkel er frivillig i flere foreninger, blandt andet formand for LGBT+netværket i Nordea, hvor han ses som en vigtig rollemodel for diversitet på arbejdspladsen. Arbejdspladsen besluttede at støtte ham og betale for advokatbistand. Den hjælp var klart medvirkende til, at Udlændingestyrelsen omgjorde deres beslutning, mener han.

”Ville Danmark slet ikke have mig? Det var virkelig hårdt at være i, for jeg havde truffet beslutningen om, at det er her, jeg gerne vil lægge min energi og mit liv”, siger Benjamin Schenkel Foto: Rune Lundø

Derudover har han selv skabt opmærksomhed om sagen. Han har skrevet debatindlæg og til flere medier fortalt historien om, hvordan han ikke blev vurderet som ’aktiv medborger’ som er en af de betingelser, der skal opfyldes for at opnå permanent opholdstilladelse efter mindst fire års ophold.

Det skete med henvisning til, at han ikke var engageret nok i det danske samfund. Det til trods for at han sidder på formandsposten i foreningen WEF Global Shapers Copenhagen, for styrelsen slog ned på, at netværket kommunikerer på engelsk på sin hjemmeside.

Opbakning fra Finansforbundet

Benjamin Schenkel har fået opbakning fra adskillige politikere, som kritiserede afslaget og pegede på, at Danmark mangler kvalificeret arbejdskraft. Det samme gør næstformand i Finansforbundet, Steen Lund Olsen:

”Vi prøver at overtale dygtige mennesker til at komme her til landet – så går det ikke, at de behandles på den måde. Vi skal ikke bare åbne grænserne for alle, men her har vi at gøre med en person, der er taget til Danmark for at bidrage med noget, vi har stærkt behov for. Som også betaler skat på linje med os andre”.

”Der er ingen tvivl om, at vi mangler kvalificeret arbejdskraft, og at noget af den skal hentes i udlandet. Samtidig er der en voksende erkendelse af, at arbejdskraft er mindre defineret af landegrænser – men vi skal åbne op på en ordentlig måde."
- Kent Petersen, formand for Finansforbundet

Kent Petersen, formand for Finansforbundet, supplerer:

”Der er ingen tvivl om, at vi mangler kvalificeret arbejdskraft, og at noget af den skal hentes i udlandet. Samtidig er der en voksende erkendelse af, at arbejdskraft er mindre defineret af landegrænser – men vi skal åbne op på en ordentlig måde. Det vil vi gerne støtte og arbejde for politisk”.

Det samme vil Benjamin Schenkel, der med en ligestillet har taget initiativet ’Fair og Fornuftig’:

”Vi vil blive ved at sætte spørgsmålstegn ved den alt for stramme udlændingepolitik. Det vil koste Danmark dyrt, hvis vi ikke skifter kurs”.

Han håber at kunne bidrage til, at andre ikke oplever det samme, som han har været igennem. Og han er ikke alene, heller ikke i Nordea, fortæller Peter Klinke:

”Jeg har fået en henvendelse fra en kollega, som egentlig gerne vil blive i Danmark med sin kone. Men han har ikke lyst til på samme måde som Ben at stå frem offentligt. Det kræver, at man er lidt robust at stå sådan et forløb igennem”.

Seneste nyt