Bankerne skal huske deres samfundsansvar
Det er ikke rimeligt, at kunder uden digitale kompetencer efterlades på perronen, mener Finansforbundets næstformand, Steen Lund Olsen.
Mange bankkunder er fuldstændig afskåret fra at henvende sig i kassen i deres bank – ganske enkelt, fordi der ikke længere findes kassebetjening. Andre må stå i lange køer, som man kan se det omkring månedsskiftet ved Danske Bank ved Nørreport i København.
”Den digitale omstilling er en selvfølgelighed for nogle, mens den kan være svær for andre. Her skal finanssektoren huske, at den har et samfundsansvar. Der er tydeligvis stadig en del mennesker, som har behov for at kunne henvende sig i en kasse for at hæve kontanter eller på anden måde få hjælp”, siger Finansforbundets næstformand, Steen Lund Olsen.
Nyhedsbrevet Finans har tidligere beskrevet den ulmende utilfredshed i den lange kø foran Danske Bank ved Nørreport. Banken har lukket for alle øvrige kasser, undtagen en enkelt i Aarhus.
Andre storbanker er gået endnu længere, konstaterede Børsen forleden. Nordea, Jyske Bank, Sydbank, Nykredit, Arbejdernes Landsbank og Spar Nord har helt afskaffet kontantkasserne.
For hurtig omstilling
Det er ikke i orden at kunder uden digitale kompetencer eller muligheder på den måde efterlades på perronen, mener Steen Lund Olsen:
”Bankerne og de finansielle virksomheder har forsøgt at lette kundernes vej over til digitale løsninger, men det er nok gået lidt for hurtigt på nogle områder".
Han opfordrer bankerne til at hjælpe deres kunder med at komme videre med omstillingen - og også tage sig den tid, det tager.
"Det giver også goodwill i lokalsamfundet, at man hjælper dem, der har udfordringer med det digitale”.
En undersøgelse fra Ældre Sagen viser, at knap en fjerdedel af befolkningen over 80 år stadig foretrækker at betale med kontanter. Lige så mange får jævnligt hjælp af venner eller pårørende til at bruge netbank eller mobilbank.