Menu luk

"Arh, skal man nu sidde i rundkreds og synge grønne sange?"

Mange erhvervsrådgivere er på kursus i bæredygtighed. Per Emil Eskildsen er en af dem, der har gennemført.

”Det var godt, det ikke svarede til mine forventninger, så ville jeg ikke være så begejstret”.

Per Emil Eskildsen, erhvervsrådgiver i Nordfyns Bank, Erhvervscenter Odense, kunne sagtens styre sin entusiasme, da han fik besked om at deltage i uddannelsen i bæredygtighed.

Foto: Nordfyns Bank

Uddannelsen er udviklet af Finanssektorens Uddannelsescenter i samarbejde med Finanssektorens Arbejdsgiverforening og Finansforbundet.

”Jeg fik ikke lov til at vælge, alle erhvervsrådgivere hos os skal igennem. Jeg tænkte: ’Arh, skal man nu sidde i rundkreds og synge grønne sange? Hvorfor skal vi bruge så meget tid på det?’”

"Det er ganske enkelt uddannelse i fremtiden. Og uddannelsen har givet mig værktøj, jeg ikke regnede med at få."

Men Per Emil Eskildsen blev altså glædeligt overrasket:

”Det er ganske enkelt uddannelse i fremtiden. Og uddannelsen har givet mig værktøj, jeg ikke regnede med at få.”

Det viste sig også, at bæredygtighed i bred forstand, ikke kun i forhold til miljø, ikke var helt så fremmed for Per Emil Eskildsens kunder, som han havde troet:

”Nu kan jeg åbne en dialog med kunderne, som har været helt fraværende i årevis, en dialog, der kan udbygge relationer. Kunderne er ærligt talt dødtrætte af at snakke med os, fordi så meget i mange år har handlet om dokumentation – skal de låne 25 kroner i en uge, skal alt dokumenteres. Bæredygtighed er i første omgang uforpligtende og ufarligt for begge parter og for en gangs skyld ikke kun kreditrelateret – selv om det måske bliver det senere”.

De fleste kunder er interesserede i at høre mere og tale om emnet:

”Nogle enkelte ser på mig, som om jeg gror horn og hale, når jeg nævner ordet bæredygtighed, så taler jeg ikke mere med dem om det. Men de fleste har noget at sige, og nogle har allerede gjort noget uden at se det i det bæredygtige lys”, siger Per Emil Eskildsen, der oplever, at han pludselig ser muligheder for mange af sine kunder i det bæredygtige.

Bliv klædt på til bæredygtighed

Uddannelsen er målrettet erhvervsrådgivere, der får praktiske redskaber til rådgivning. Forløbet er en del af Finanskompetencepuljen.

Uddannelsesforløbet er udviklet af Finanssektorens Uddannelsescenter – læs evt. mere på deres hjemmeside - i samarbejde med FA og Finansforbundet.

Seneste nyt