Whistleblowere er svagt beskyttet
Ny rapport fra Mediernes Forsknings- og Innovationscenter foreslår, at bevisbyrden vendes, så en arbejdsgiver ikke kan slippe afsted med camouflerede repressalier mod en medarbejder, der gør brug af sin ytringsfrihed. Finansforbundets næstformand Michael Budolfsen er enig: ”Det er afgørende, at en whistleblower ikke selv skal bevise, at en ufordelagtig behandling er et resultat af whistleblowingen”.
Beskyttelsen af whistleblowere er svag i Danmark. Der findes endnu ikke nogen særlig lovgivning om beskyttelse af whistleblowere. Og de interne whistleblowerordninger, som virksomheder og myndigheder har oprettet, giver kun svag beskyttelse til whistleblowere, konkluderer Oluf Jørgensen, mangeårig mediejurist og tidligere forskningschef. Han har for nylig skrevet en rapport for Mediernes Forsknings- og Innovationscenter om beskyttelse af whistleblowere.
Rapporten lægger blandt andet vægt på behovet for at sikre, at beskyttelse af både whistleblowere og personer, der hjælper whistlebloweren, bliver så effektiv som mulig.
Oluf Jørgensen anfører således i rapporten, at man skal sikre mod camouflerede repressalier ved at lovfæste, at bevisbyrden vender, når der gøres opmærksom på en negativ reaktion, der ser ud til at hænge sammen med whistleblowing eller anden lovlig brug af ytringsfrihed.
Herefter skal ledelsens reaktion betragtes som et repressalie, medmindre den godtgør, at reaktionen ikke havde nogen forbindelse med whistleblowing eller kritiske ytringer.
Som et yderligere vigtigt element i beskyttelsen anføres det, ”at personer, der udsættes for repressalier, skal have adgang til oprejsning. Det kan være genansættelse efter fyring eller kompensation for løntab, omkostninger og svie og smerte. Det skal sikres, at erstatning eller oprejsning er reel og har en afskrækkende virkning for ledelser, der overvejer reaktioner”.
Store konsekvenser for whistleblowere at stå frem
Næstformand i Finansforbundet, Michael Budolfsen er enig i Oluf Jørgensens analyse af behovet for beskyttelse.
”Finansforbundet har gentagne gange peget på, at det er afgørende, at en whistleblower ikke selv skal bevise, at en ufordelagtig behandling er et resultat af whistleblowingen. Det er simpelt hen for svært for den enkelte at bevise, at der er årsagssammenhæng. Arbejdsgiveren har ressourcerne til at skjule fx en degradering eller forflyttelse som noget, der ikke har at gøre med whistleblowingen. Derfor er det rimeligt, at man pålægger arbejdsgiveren bevisbyrden”, siger Michael Budolfsen til Nyhedsbrevet Finans.
Han mener, det er vigtigt, at den kompensation, som man får efter uretmæssige repressalier, er så mærkbar, at det dels gør en reel forskel og dels kan afskrække arbejdsgiveren fra at udøve repressalier over for en whistleblower.
”Der er ofte store beløb på spil for arbejdsgiveren, ligesom whistlebloweren sætter sin karriere på spil. Derfor skal uretmæssige repressalier have langt større økonomiske konsekvenser, end tilfældet er i dag. For at beskytte så effektivt som muligt, giver det også god mening at fokusere på beskyttelse af folk, der hjælper en whistleblower”, siger Michael Budolfsen.