Vores syn på alder er håbløst forældet

Vi lever længere og er friske længere. Derfor har politikerne de sidste årtier gradvist rykket på aldersgrænserne for pension og lokket med kontante præmier, hvis man bliver lidt længere på arbejdsmarkedet. Virksomheder har indført seniorordninger, og i mange brancher råber arbejdsgiverne op om manglende arbejdskraft.

Omvendt er det alt for ofte ældre medarbejdere, der ryger først, når der skæres ned, også i finanssektoren, og havner de ældre medarbejdere først i ledighedskøen, må de kæmpe for at komme tilbage på arbejdsmarkedet. [Blandt Finansforbundets medlemmer + 60 år er andelen af langtidsledige, dvs. ledige, der har været ledige i mere end et år, på et halvt år steget fra 36 procent i januar 2021 til 42 procent i juli 2021.  

”Det er et vanvittigt paradoks, der bunder i samfundets forestilling om, hvor man er henne i livet som senior. En helt håbløst og forældet opfattelse af, at seniorer kan mindre, de er dyrere, og de er alligevel tæt på pension, så det er bedst, at det er dem, der går. Her er det så ekstra skidt at ende som langtidsledig, for så hører vi arbejdsgiverne fortælle, at det er seniorer, der er gået i stå, og som ikke er værd at satse på. Hvilket sender mennesker ud i en voldsom deroute både økonomisk og menneskeligt, fordi der er så meget identitet i at have et arbejde,” siger Aske Juul Lassen, der er uddannet etnolog med speciale i pensionsog aldringsstudier fra et hverdagsperspektiv og lektor på Københavns Universitets Center for Humanistisk Sundhedsforskning.

Forældede billeder og fordomme

Aske Juul Lassen har stået i spidsen for et forskerhold, der er i gang med et stort projekt med støtte fra Velliv Foreningen, ”Seniorpraksis – mental sundhed sent i arbejdslivet”. Her indgår blandt andet halvandet års feltstudier af arbejdslivet på en række virksomheder i finans- og produktionsbranchen samt interview med en lang række ældre og erfarne medarbejdere, pensionister, ledere, tillidsrepræsentanter, HR-medarbejdere samt repræsentanter for fagforeninger og pensionskasser. Interview, der vidner om, at fordommene om ældre trives i bedste velgående:

”Det er egentlig meget menneskeligt og naturligt. Når vi snakker om nogle, der er ældre end os selv, så er det mest nærliggende at relatere til vores egne forældre og bedsteforældre. Men det er dybt problematisk, for det er dybt forældede billeder. Seniorer i dag er et helt andet sted end de ældre generationer, og det er gået vanvittig stærkt. De lever længere og har bedre helbred. De er enormt fysisk aktive, i god form og topmotiverede med utrolig stærke kompetencer.”

De forældede billeder og fordomme er i høj grad blevet bekræftet af medierne de senere år, hvor dagsordenen og debatten har handlet om de nedslidte, de svage og Arne-pension.

”Det skal ikke misforstås. Jeg bakker fuldt op om, at der skal være et smuthul for de nedslidte, men det er langtfra situationen for de fleste. Der viser forskningen, at det måske går lidt langsommere med indlæringen hos nogle seniorer, men det kompenseres rigeligt med, at de træffer bedre beslutninger, har overblik og erfaring”.

Opgør med offerrollen

Heldigvis er der ifølge Aske Juul Lassen ved at ske noget godt hjulpet af en vækst, hvor nogle arbejdsgivere har mere end svært ved at skaffe arbejdskraft. Medierne er begyndt at bringe positive fortællinger, og forskere bidrager med viden om ældres styrker. Den forrige regering nedsatte en seniortænketank, og trepartsforhandlingerne for nylig havde fokus på at holde ældre på arbejdsmarkedet. Blandt andet arbejder man fra politisk side på, at det forbudt for arbejdsgivere at screene og frasortere ansøgninger alene på alder.

”Vi er nødt til at tage et opgør med aldersdiskrimination. Vi snakker blandt forskere om den tredje store isme. Vi har racisme, sexisme og alderisme. Der er vi nødt til at handle, og vi har set med de sociale medier, at tingene kan gå meget stærkt, når bolden først ruller.”

Til gengæld tror Aske Juul Lassen ikke på, at kvoter, hvor virksomheden pålægges at ansætte et givent antal ældre, er vejen frem:

”Så skaber vi en fortælling om, at seniorer er en særlig udsat gruppe, som er svage. Det hænger slet ikke sammen med virkeligheden. Sandheden er jo, at seniorer i dag er hamrende kompetente, erfarne og har stor viden. Mange har klaret sig virkelig godt, sidder i huse, der er betalt, og har god økonomi. De er privilegerede, så det vil være en stor misforståelse at gøre dem til ofre, der skal tildeles særlige kvoter.”

I stedet opfordrer Aske Juul Lassen til, at man som medarbejder oppe i årene også selv gør noget. De, der er i arbejde, skal være flittigere til at holde sig opdateret med uddannelse, og så kan de vinde meget ved at tage en åben dialog med deres leder om deres planer for resten af deres arbejdsliv:

”Mange går med en forestilling om, at de andre nok tror, at man er ved at falde af på den. Vi er stødt på folk, der tog en snak og fik et boost uden lige på deres selvværdskonto, for det var slet ikke sådan, lederen tænkte om dem.”

Frihed til andre valg

Desuden skal man, uanset om man er i arbejde eller ledig, mærke efter, om finansverdenen skal fylde resten af ens arbejdsliv. Nogle har mistet motivationen. Der er sket mange forandringer fra kunderelationer til compliancekrav, og det, man holder af og er god til, er måske ikke efterspurgt længere.

”Her skal man måske spørge sig selv, om det er på tide, at der sker noget helt andet i ens arbejdsliv, som vil gøre en glad. Se det som en mulighed, nu hvor huset er betalt, og børnene flyttet hjemmefra. En frihed til nye valg. Nogle udfolder sig helt fantastisk – som ham, jeg hørte om fra finanssektoren. Han var godt oppe i årene, så han kunne trække lidt på sin pension, og gik nu og solgte plakater på festivaler. Han tjente ikke ret meget, men hyggede sig stort og fik nogle fantastiske år som afslutning på sit arbejdsliv,”