Menu luk

Ny direktør vil skærpe FA’s profil

”Vi kan altid blive endnu bedre”, siger Nicole Offendal, der ser frem til samarbejdet med Finansforbundet. Hun havde allerede opsagt sit job i Danske Bank, da hun blev kontaktet om stillingen som administrerende direktør for Finanssektorens Arbejdsgiverforening, som hun tiltræder 1. november.

17. aug. 2021
3 min

”Vi skal styrke profilen, både politisk og strategisk. Der er rum til udvikling, det vil der løbende være. Man kan altid blive lidt bedre, gøre det endnu bedre”.

Selv om Nicole Offendal endnu ikke vil være alt for detaljeret om, hvordan hun vil præge Finanssektorens Arbejdsgiverforening, når hun fra 1. november indtræder på posten som ny administrerende direktør, lægger hun ikke skjul på, at der skal moderniseres og tænkes nyt.

”Vi skal hele tiden udvikle os med medlemmerne, så vi forbliver relevante. Som nu, hvor corona har lært os en masse om, hvordan vi opnår bedre trivsel”.

Et andet område, hun vægter, er kvinder i ledelse:

”Diversitet i det hele taget, prioriterer jeg højt, blandt andet fordi det er en bedre forretning at sikre diversitet - det er også noget, jeg har arbejdet meget med i banken.

Men det handler ikke kun om forretning. Langt fra. For mig er det naturligt, at alle mennesker er lige og skal have lige adgang til arbejdsmarkedet.”

Nicole Offendal blev tilbudt stillingen efter en lang rekrutteringsproces. Der blev blandt andet lagt vægt på, at hun i sit tidligere job som HR Chef og Global Head of HR Legal i Danske Bank har beskæftiget sig med nogle af FA’s kerneområder: forhandlinger, ansættelsesret, arbejdsmiljø og trivsel.

”Jeg kender hverdagen i branchen. Via egne erfaringer, men også bredt i sektoren, i kraft af mine forskellige netværksmøder”.

Time out

Nicole Offendal havde sat sin egen arbejdshverdag på time out og opsagt sin stilling i Danske Bank 1. maj, for at give sig selv tid til at tænke over sit næste karriereskridt. Svaret kom i form af en henvendelse om stillingen i FA.

”Da jeg sagde op i banken, var stillingen ikke ledig, så jeg havde ikke tanker i den retning. Jeg havde brug for ro til at finde frem til, hvad jeg ville, hvad der giver mig energi. Jeg kunne mærke, at det gør denne her stilling”.

Den nye direktør lægger vægt på, at alle medlemsvirksomheder skal føle sig godt repræsenteret af FA, store som små. Det kræver også fleksibilitet i overenskomsten, som ikke må blive en spændetrøje, siger hun, der ser frem til at drøfte den næste med blandt andre Finansforbundets formand Kent Petersen, som hun allerede kender fra det arbejde, hun har løst for FA i forbindelse med overenskomster.

”Grundlæggende vil FA det samme som Finansforbundet og Forsikringsforbundet, og jeg oplever, at vi har gensidig respekt og tillid. Vi kan være uenige om vejen til målet - det er så det, vi drøfter i forbindelse med overenskomsterne”.

Vigtig rolle

Kent Petersen har ventet spændt på, hvem den nye direktør blev og er glad for udfaldet:

”Det spiller en afgørende rolle for Finansforbundet, hvem der sidder som direktør i FA. Det er vores primære samarbejdspartner - både i hverdagen i stort og småt og i overenskomstforhandlingerne. Jeg kender Nicole Offendal for stor faglighed og professionalisme og oplever, at vi har gensidig tillid og sympati”.

Han er enig med den nye direktør i, at de i høj grad har sammenfaldende mål, heriblandt at langtidssikre sektoren:

”Finanssektoren står med centrale dagsordener, som kræver fælles løsninger, blandt andet at vi fortsætter indsatsen og investeringerne omkring medarbejdernes kompetenceudvikling. Jeg ser frem til samarbejdet omkring det.”

Seneste nyt