Menu luk

Hverver medlemmer uden salgstaler

Ligesom en del andre tillidsrepræsentanter er Per Løvgren fra SDC ikke begejstret for at ”være sælger” overfor potentielle nye medlemmer. Men tilbud om samtaler med nyansatte over frokosten har fungeret godt. Finansforbundet Kreds Øst, som han er med i bestyrelsen for, har i det hele taget haft markant medlemsfremgang.

25. feb. 2021
2 min

”Det er bestemt ikke for at være sælger og løbe rundt og spørge folk, om de ikke skal være med, at jeg er gået ind i det faglige arbejde. Men frokostaftalerne har jeg haft det godt med”.

Finansforbundet Kreds Øst øgede i 2020 medlemstallet med 432 personer takket være en stærk hverveindsats, og tillidsrepræsentant og medlem af kredsbestyrelsen, Per Løvgren, SDC, er en af dem, der har været aktiv.

”Vi besluttede os for her hos os, at jeg skulle sende en mail til nyansatte med lidt informationer om de faglige tilbud, og i forlængelse deraf en invitation til at møde mig til en snak i en frokostpause. Jeg vil tro, jeg alt i alt har haft omkring 25 samtaler. Der var kun et par enkelte, der takkede nej, resten virkede glade for muligheden”, konstaterer Per Løvgren.

I sin mail skrev han til nyansatte, at de ikke på nogen måde skulle føle sig presset til noget, og at det var helt ok at sige nej til invitationen. Han har heller ikke fulgt op efterfølgende på, hvorvidt de er blevet medlemmer eller ej.

”Den slags har jeg ikke lyst til. Men jeg er overbevist om, at vi ved at tilbyde disse møder, har påvirket vores medlemstal den rigtige vej”, siger Per Løvgren.

Samtalerne fyldte dog til sidst så meget, at han nu har overdraget opgaven til en kollega, som dog ikke rigtig har haft mulighed for at folde sig ud endnu, på grund af corona.

Kig på hylderne

Per Løvgren har arbejdet med it siden 90’erne arbejdet i virksomheder uden overenskomst, før han blev fastansat hos SDC i’13 og fattede interesse for det faglige arbejde:

”Jeg syntes som nyansat, at det var lidt svært at få oplysninger om det faglige arbejde og besluttede mig for at være med til at ændre det ved at gå med i personaleforeningens bestyrelse. Derefter varede det ikke længe, før jeg blev opfordret til også at blive tillidsmand, som det hed dengang”.

Netop arbejdet med at være mere synlig overfor kollegerne ligger fint i tråd med frokostmøderne, og han har været glad for at udbrede budskabet om, hvad der er på hylderne for medlemmer af Finansforbundet.

Afskyr pamperi

”Egentlig havde jeg aldrig forestillet mig, at jeg skulle gå ind i det faglige arbejde. Mine forældre, der var en del længere til venstre politisk end jeg, var begge meget engagerede i fagbevægelsen, og det var ikke småting jeg hørte om pamperi af den værste skuffe under min opvækst. Det har vi ikke i Finansforbundet, vi er saglige og bygger på tillid og evnen til at gøre en forskel. Det tiltaler mig”, siger kredsbestyrelsesmedlemmet.

Han er også glad for den indsigt, han har fået i SDC via det faglige arbejde:

”Jeg har fået et rigtig godt indblik i, hvordan virksomheden fungerer, hvordan beslutninger træffes og hvilke udfordringer, der er. Det indblik opnåede jeg ikke som almindelig medarbejder, så det synes jeg absolut er et plus”.


Emner

Seneste nyt