Menu luk

Fintech-bank satser på små og mellemstore virksomheder

Kunderne skal ikke til møde i banken – vi kommer ud til dem, fortæller Michael Hurup Andersen, direktør for den nyåbnede Kompasbank, som byder op til samarbejder med andre banker og tech-virksomheder.

17. aug. 2021
3 min

Traditionel bankforretning kombineret med moderne it og tech-løsninger. Sådan lyder en del af opskriften bag den nye danske erhvervsbank Kompasbank.  

Banken har fokus på markedet for små og mellemstore virksomheder, som har behov for en ekstra finansieringskilde - f.eks. til nye anlægsaktiviteter.

”Det er i høj grad de små og mellemstore virksomheder, der skaber jobs og vækst i Danmark. Vi vil gerne være med til at øge den tilgængelige kapital for dem, så de kan lave nogle bedre produkter og gøre Danmark mere konkurrencedygtigt”, fremhæver bankens stifter og direktør Michael Hurup Andersen, som har en fortid i blandt andet Saxo Bank og Deloitte i London.

Kompasbank vil gerne samarbejde med andre banker om finansieringsløsninger til virksomhederne i målgruppen. Der er allerede 5-10 etablerede banker, som har rakt ud, fortæller direktøren.

Teknologien er klar til partnerskaber

Lånetilbuddene fra Kompasbank ligger typisk mellem halvanden og op til 10 millioner kroner. Indtil videre rækker investorernes egenkapital til bankens udlån, men Michael Hurup Andersen forventer snart at lukke op for indlån fra private kunder – gerne med bindingsperioder på 6, 12 og18 måneder. 

Dermed satser banken på at kunne tjene penge på traditionel bank-manér: på prisforskellen mellem indlån og udlån. Rentesatserne for kundernes indlån er endnu ukendte.

Længere ude i horisonten ser Michael Hurup Andersen flere andre forretningsmuligheder for banken, der er født som en fintech-virksomhed. Banken er ikke tilknyttet en traditionel datacentral, men bruger digitale teknologier, der sikrer høj hastighed og automatisering. Det holder udgifterne nede, og medarbejderne kan koncentrere sig om kunderne.

”Vores teknologi er struktureret til at lave partnerskaber med andre tech-virksomheder, der kan tilbyde relevante produkter til kunderne. Det kunne for eksempel være løsninger inden for regnskab, udgiftshåndtering eller ferieregistrering. Eller bankydelser implementeret i produkterne fra kundernes virksomheder”, forudser Michael Hurup Andersen.
    

Kører ud til kunderne

Kompasbank har i øjeblikket 25 medarbejdere – heriblandt it-specialister, risikomedarbejdere, erhvervsrådgivere og business support-medarbejdere, som først og fremmest skal sikre gode kundeoplevelser.

”Vi ansætter fagligt stærke medarbejdere, som – uanset alder – er kommet til et sted i deres arbejdsliv, hvor de gerne vil være med til at skabe noget helt fra bunden. Det er vildt spændende at være med til at bygge en bank”, siger Michael Hurup Andersen.

Kompasbank er landsdækkende, men har ingen fysiske filialer. I stedet kører medarbejderne ud og møder kunderne på deres hjemmebane.

”Det sparer tid for kunderne, og de har hurtigere adgang til data og andre ting, som måske skal bruges under mødet. Vi oplever også, at kunderne er mere komfortable og trygge i deres vante omgivelser end ved et mødebord i banken”, siger Michael Hurup Andersen.

Lige nu er han optaget af, hvordan banken håndterer og agerer med kunderne, som banken er i gang med at onboarde. Det skal der arbejdes videre på. Derudover har han ingen meldinger om, hvad der er bankens mål inden for de næste 12 måneder.

Spørgsmålet om fremtidige giftermål med andre banker bliver heller ikke besvaret:

”Der er en klar konsolideringsbølge i sektoren, og den er ikke ved at tage farten af. Men hvor vi ligger henne, har jeg ingen kommentarer til”, siger han.

Ifølge Michael Hurup Andersen ligner kompasbank ingen andre danske banker. Britiske OakNorth Bank kommer tættest på med et lignende forretningskoncept.

Læs mere her om Kompasbank på dens hjemmeside.

Seneste nyt