Menu luk

EU advarer banker mod Brexit-snyd

EU's finansmyndigheder advarer britiske investeringsbanker om, at de ikke må styre aktiviteter i EU på distancen fra London. Samtidig er den første finanskæmpe blevet frataget retten til at betjene EU-kunder.

23. feb. 2021
3 min

Hvis man vil levere finansielle tjenesteydelser i EU, er det ikke nok at have et fint kontor i EU. Man skal også have tilstrækkeligt med højtstående medarbejdere og kapital på kontinentet - og ikke bare styre operationerne fra London.

Sådan lyder advarslen fra EU's finansmyndigheder til britiske banker, der siden Brexit for alvor trådte i kraft 1. januar ikke længere har fripas til at tilbyde deres finansielle tjenester i EU.

Men navnlig investeringsbanker har tilsyneladende forsøgt at omgå reglerne, lyder det i en skriftlig advarsel fra den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed (ESMA).

Tager kontakt ad omveje

Siden 1. januar må deres medarbejdere i London ikke længere direkte tage kontakt til kunder i EU med forslag til transaktioner eller kapitalrejsning. Men de må eksempelvis godt håndtere forespørgsler fra kunder, der henvender sig på eget initiativ.

Det har ført til en "tvivlsom praksis", hvor investeringsbankerne i deres forretningsbetingelser får kunderne til at skrive under på, at transaktionen udelukkende er blevet til på deres initiativ, lyder det fra ESMA. Andre gange skal potentielle kunder gå ind på en hjemmeside og hakke et 'Jeg er enig'-felt af.

En anden metode er at få en kollega i EU til at tage den første kontakt til kunden og eventuelt være med på linjen, når seniorrådgiveren i London taler med kunden.

Men den form for 'reverse solicitation'', som metoden kendes i fagsproget, er en omgåelse af reglerne, advarer ESMA.

Forventer bølge af investeringsfolk

I efteråret anslog konsulentvirksomheden EY, at britiske finansvirksomheder havde omplaceret omkring omkring 7.500 medarbejdere og aktiver for 1.2 billioner pund til EU forud for Brexit. Herunder ikke mindst handlere og salgsfolk.

Men med de kontante udmeldinger får de snart selskab af en bølge af investeringsbankfolk, fortæller konsulenter til nyhedsbureauet Bloomberg.

"Jeg forventer at 3.000 til 3.000 flere investeringsbankfolk, især industri-fokuserede specialister og rådgivere indenfor udstedelse af gæld og aktier, vil blive nødt til at forlade London og tage tilbage til Europa", siger Andreas Halin fra Global Mind Executive Search Consultants i Frankfurt.

Disse højtlønnede specialisters afgang vil medføre tabte indtægter for Storbritannien, hvis finansindustri bidrager med omkring 10 procent af landets skatteindtæger.

Skjuler sig bare EU-mobilnumre

Problemet med at flytte medarbejdere på skrømt begrænser sig dog ikke til investeringsbanker, men gælder også andre britiske finansvirksomheder.

"Nogle virksomheder lader til at have taget en ret kreativ tilgang til Brexit-omplaceringer. Det har ført til nogle utilsigtede - og måske nogle mindre utilsigtede - bøjninger af reglerne", lyder det fra William Wright, der leder tænketanken New Financial i London.

"Nogle virksomheder har givet deres ansatte .eu-mail-adresser og EU-simkort til deres mobiltelefoner, så det ser ud som at de er blevet omplaceret til EU, mens de i virkeligheden stadig sidder i London", fortalte Wright fornylig på at webinar organiseret af Peterson Institute for International Economics.

Finanskæmpe suspenderet

Mens advarslerne regner ned fra både ESMA og Den Europæiske Centralbank, har den første finanskæmpe fået suspenderet sin tilladelse til at operere i EU.

Det drejer sig om TP ICAP, verdens største såkaldte interdealer broker, der forhandler salg og køb af værdipapirer mellem institutionelle klienter.

TP ICAP skulle have omplaceret 80 af sine mæglere fra London til Paris inden nytår. Men da det ikke lykkedes - angiveligt på grund af corona-relaterede rejserestriktioner og hjemmearbejde - vurderede de franske børsmyndigheder, at virksomheden ikke havde tilstrækkeligt med kvalificeret personale i sin franske afdeling til at varetage forsvarlig risikostyring.

Som konsekvens må TP ICAP derfor indtil videre ikke arbejde for sine institutionelle kunder i EU.

Læs også 'London mister handel med EU-aktier' 

 

 

Seneste nyt