Menu luk

BEC ansætter autister

Fintech-virksomheden BEC har fastansat tre autister, der siden 2019 har været i praktik i virksomhedens afdeling i Herning. To har fået job som it-udvikler og en tredje som ’test ingeneer’. De glæder sig alle tre over at have fået nye kolleger et sted, hvor ”de har det sjovt”.

21. sep. 2021
3 min

BEC Financial Technologies har fastansat tre autister og tidligere praktikanter fra AspIT, der er en it-uddannelse for unge med autisme. De nyansatte autister begyndte i 2019 i praktik i BEC’s afdeling i Herning, og er siden blevet fastansat i to ordinære stillinger og en i et fleksjob. En begivenhed virksomheden fejrede med en reception i fredags.

”Vi er lykkedes med at rekruttere tre dygtige, nye kolleger med nogle særlige talenter, som vi har brug for, når vi udvikler, tester og driver it. Det kan være en stor evne til at fokusere, en pertentlig opmærksomhed på detaljer, og at trives med metodiske, repetitive opgaver, når vi eksempelvis skal gennemteste vores it-løsninger,” siger Bodil Hylleberg, der leder BEC’s interne teknologiuddannelser, Tech Academy.

”Det har været dejligt at blive ansat i BEC. Jeg har prøvet at arbejde et par andre steder, men her har det bare klikket,” siger Martin Lai, som er tidligere AspIT-praktikant og nyansat som ’test engineer’ i BEC, hvor han arbejder med at automatisere de grundige test, som BEC gennemfører af al ny it, inden den bliver sluppet løs i bankverdenen.

De har det sjovt i BEC

Udsigten til en ny arbejdsdag i BEC betyder også meget for Nicolai Mortensen og Ulrik Vesterlund Nielson. Førstnævnte har fået job som it-udvikler, hvor han skal arbejde med komplekse systemer til dataanalyse – business intelligence – til BEC’s kunder, som er små og store danske pengeinstitutter som Nykredit, Spar Nord og Arbejdernes Landsbank.

”Det har givet mig en sikkerhed for fremtiden. Ud over det økonomiske er det dejligt at have noget at stå op til – at skulle løse nogle opgaver, der er større end én selv. Og så har jeg fået gode kolleger, så det er fantastisk,” siger Nicolai Mortensen, it-udvikler i BEC.


For Ulrik Vesterlund Nielson, som er blevet uddannet til it-udvikler i programmeringssproget cobol, som mange af BEC’s ældste, mest centrale systemer er bygget i, har praktiktiden været lidt af en øjenåbner for ham.

”Da jeg først hørte om BEC, tænkte jeg, at bankverdenen er sådan nogle folk i fint tøj. Men det er jo helt normale mennesker. Og de har det sjovt,” siger tidligere AspIT-praktikant, Ulrik Vesterlund Nielson, som føler sig godt tilpas i sit nye job:

”Det er alle tiders. I begyndelsen forstod jeg jo ikke noget som helst. Men jo længere tid man bruger på det, jo mere lærer man, og jo bedre kendskab får man til systemet. Og der er nok cobolopgaver til det næste lange stykke tid.”

Vi elsker at nørde

Ifølge lederen af BEC’s Tech Academy, har BEC investeret tid og kræfter i at få praktikanterne godt ind i deres teams. Men grundlæggende har det ikke været svært for virksomheden at rumme de nye medarbejdere.

”Vi elsker at nørde. Selvfølgelig skal man kunne samarbejde med kunder og kolleger. Men vi ved også, at der er kolleger, som kan knuse imponerende komplekse problemstillinger, hvis bare de får gode rammer til at fokusere og grave sig helt til bunds i de problemer, der skal løses. Det gælder lige fra praktikanter til nogle af vores tungeste og mest erfarne it-specialister,” konstaterer Bodil Hylleberg, BEC.

Fastsættelsen af de tre tidligere AspIT-praktikanter har betydet, at BEC allerede har hvervet tre nye AspIT-praktikanter til nye praktikforløb i BEC i Herning og Roskilde.

Fakta om AspIT

AspIT er en treårig it-uddannelse for unge, som slutter et års praktik i en virksomhed, der er interesseret i en senere fastansættelse. AspIT-uddannelsen består dels af faglig it-uddannelse, dels af træning i at indgå på en arbejdsplads med de relationer og forventninger, som også autister skal kunne fungere i.

”Autisme er en udviklingsforstyrrelse, der ikke er en fordel i vores moderne samfund – men samtidig har mange af de unge mennesker på AspIT nogle særlige kompetencer, som med uddannelse og træning kan udvikles til at skabe reel værdi i erhvervslivet. På AspIT hjælper vi de unge til et almindeligt, selvforsørgende og udfordrende arbejdsliv,” fortæller uddannelseschef Ole Bay Jensen, AspIT.

Seneste nyt