Bankrådgiver og influencer
Privatrådgiver Pernille Oldgaard gør økonomi Instagram-egnet. 25.000 følger hendes faglige indsigt og erfaring krydret med lækre fotos af familie og hverdag. Mød kvinden, der som 30-årig er nået til fjerde boligkøb, allerede har været filialdirektør og bruger en del af sin arbejdstid i Nordea som influencer
Umiddelbart et meget privat øjeblik: kæresten Nicolai i sengen med den spæde datter Nola på sit bare bryst. Det er et af de mange fotos af familien, der kræser for øjet på Pernille Oldgaards Instagram-profil om økonomi, Moneymum. Her kan man også finde oplysninger om, hvor stort et afkast hun har på sin pension, hun fremlægger familiens budget og overvejelser om giftermål blandt meget andet af privat karakter.
”For mig er ingen af delene grænseoverskridende, selv om mange roser mig for at ville dele ud af mit privatliv på den måde. Det tjener et formål, for det er meget nemmere at nå ud til dem, jeg gerne vil hjælpe, når jeg bruger mig selv som eksempel”, siger den 30-årige privatrådgiver, der har gjort det til sin mission at afmystificere økonomi og gøre den enkel at forstå for sine følgere.
Hun har foreløbig arbejdet i ti år i Nordea, hvor hun får opbakning til at bruge en del af sin arbejdstid til at være influencer på Instagram og sin blog, hvor hun går mere i dybden med de økonomiske emner – det være sig spareråd til hverdagen, forsikringer, eller hvordan man holder udgifter til babyanskaffelser på et lavt niveau.
Hun er også blevet økonomisk mentor i et tv-program for en af TV2’s lokalstationer, deltager i bankens egne podcasts om økonomi og er i øjeblikket med i optagelser til kortfilm om unge og økonomi, ligeledes i bankens regi.
Huskøber som 21-årig
Et af de emner, hun selv har været optaget af både privat og på de sociale medier, er huskøb, som hun efterhånden har en lang erfaring med og interesse for.
Oprindeligt ville hun nemlig være ejendomsmægler og besluttede sig for at indlede med at læse finansøkonomi, fordi det var let at blive optaget. Hun var ikke fagligt stærk i folkeskolen i Fredericia, hvor hun voksede op i en lejlighed alene med sin mor, der var kantineleder. På sin blog fremlægger Pernille Oldgaard endda et eksamensbevis med et 00 i matematik fra Vejle Handelsskole, hvor hun gik efterfølgende.
Så umiddelbart var afsættet til en bankkarriere ikke prangende, og få ville have gættet, at hun syv år efter kunne titulere sig filialdirektør, fortæller hun, da Magasinet Finans møder hende i Vordingborg, hvor hun bor med kæreste og datter.
Længe inden det kom så vidt, købte hun sit første hus i Fredericia som 21-årig. Hun havde job i den lokale Nybolig som ejendomsmæglertrainee og passede samtidig studiejob i Nordeas 24-7 i Fredericia, men da hun blev tilbudt fuldtidsansættelse i telefonbanken i Århus, endte hun med at droppe ideen om at blive ejendomsmægler. Interessen for huskøb og muligheden for at få sin formue til at vokse på den måde forblev dog intakt.
”Jeg flyttede hjemmefra allerede som 17-årig. Det var ikke sagen at bo med sin mor i en treværelses, og jeg tjente mine egne penge. Da jeg købte byhuset, som lå tæt på min mors lejlighed, som 21-årig, kostede det 1,2 millioner kroner. Alle syntes, det var alt for tidligt, men jeg havde opsparing og fik lov til at låne det resterende, dels i banken, dels i min fars hus. Jeg forklarede ham, at han kunne låne i sin friværdi og få skattefordel”.
Hverken faren, som hun havde et weekendforhold til igennem barndommen, eller moren var helt rolige ved huskøbet, men Pernille Oldgaard havde argumentationen i orden: Pengene skulle ikke smides ud til en udlejer, men give afkast. Det 110 kvadratmeter store hus ville hun renovere, og efter fem år kunne moren flytte ind i det. Det ville være en gevinst for alle.
”Det var fedt og hårdt at være husejer så tidligt. Der blev væltet vægge, sat nyt køkken ind, og det hele blev opdateret. Jeg vænnede mig til sådan noget som at holde gårdhaven og leje en trailer for at komme af med affald”.
Evnen til at forfølge og gennemføre egne ideer har således altid kendetegnet Pernille Oldgaard:
”Jeg tror på, at jeg kan, og så gør jeg det. Jeg er lærenem og glemmer ikke det, jeg én gang har lært”.
Ulykkeligvis mistede hun som 23-årig sin mor til modermærkekræft, før hun nåede at flytte ind i det renoverede hus.
”Det betød, at der ikke længere på samme måde var noget, der bandt mig til Fredericia. Jeg havde på det tidspunkt også pendlet en periode til Århus, så da jeg fik tilbudt job som rådgiver i Roskilde, slog jeg til og flyttede til Hvidovre med en veninde”.
Filialdirektør og arbejdsmani
Karrieren tog fart. Hun gik i gang med at læse HD i organisation og ledelse på Copenhagen Business School ved siden af sit job og høstede nu gode karakterer, endda et 12-tal.
Der blev lagt mærke til hendes evner og energi i banken, og hun blev koblet til et projekt, der skulle samle rådgivere og udnytte synergier. Efter tre måneder fik hun som 26-årig titel af filialdirektør for projektet og skulle stå for ansættelser og planlægge arbejdsgange.
”Projektet voksede voldsomt og blev meget større end først tænkt. Jeg stod pludselig med ansvar for 16 mennesker, en enkelt mand og 15 kvinder, hvoraf kun en var yngre end mig og nogle nær pensionsalderen. Det var en helt sindssygt krævende opgave, og jeg arbejdede konstant, 60 timer om ugen. Det var alt for meget, men jeg var stolt af at have fået muligheden og arbejdede igennem”.
Tiden til at bruge byen og være ung var næsten ikkeeksisterende, men hun fik dog tid til at besøge fitnesscenteret indimellem. Det var nærmest en nødvendighed, for hun havde købt en toværelses lejlighed på Frederiksberg og kastet sig ud i et renoveringsprojekt, der voksede hende over hovedet og betød halvandet år uden bad og toilet i lejligheden.
Da den krævende opgave med arbejdsprojektet endte brat med en sammenlægning, hvorved adskillige ledere blev tilovers, fik hun besked om, at der ikke var en finger at sætte på hendes arbejde. Ud over manglende erfaring:
”Det kunne jeg jo ikke rigtig gøre noget ved på kort sigt, og det vidste man jo, da man satte mig på opgaven som helt grøn”.
En oplevelse, der gjorde hende meget bevidst om, at livet fremadrettet skulle være andet end arbejde.
Professionel influencer
Det betød blandt andet, at der blev tid til at tage en tur med en veninde til Vordingborg, hvor hun tilfældigt mødte Nicolai, der er regionschef for Royal Unibrew. I første omgang var de venner, men det udviklede sig, da han bad om hendes hjælp i forbindelse med et huskøb i byen, hvor han er opvokset. Snart var det dem for alvor.
”Vi kunne ikke have to boliger i længden, og jeg har aldrig været så begejstret for København, at jeg kunne tænke mig at blive boende i længden. Desuden stod jeg med en positiv graviditetstest, da vi havde været kærester i to måneder”.
Det blev til lille Nola, som nu er to år gammel og som nævnt er med i en del af sin mors posts.
”Så længe hun ikke har noget imod det, har jeg ingen betænkeligheder. Jeg forestiller mig, at Nola vil begynde at sige fra, når hun kommer i skolealderen, og det vil jeg selvfølgelig respektere”.
Kæresten kan derimod godt være lidt træt af, at hun er så optaget af at svare sine følgere – ofte kommer der 50-100 reaktioner på et indlæg – og af at lægge nyt op:
”Omvendt er han lidt imponeret af, hvor stort det er blevet, det havde han ikke forestillet sig”, siger Pernille Oldgaard, der går efter at komme op på 50.000 følgere inden årsskiftet. Siden starten i juli er hun nået op på 25.000 følgere, så det mål er ikke urealistisk, vurderer hun.
Inspirationen til at tage hul på livet som blogger kom i første omgang fra en veninde.
”Hun lever selv af sin Instagram-profil og sagde til mig, at den måde, jeg kunne forklare helt simpelt om økonomiske emner på, var helt rigtig til sociale medier. Jeg besluttede mig for at prøve, og jeg fik god opbakning i banken af min leder. Jeg er faktisk stolt af, at man i sådan en stor, gammel bank er åben over for det nye på den måde”, siger privatrådgiveren, der har en aftale om at bruge en del af sin arbejdstid på bloggen, som kører uden reklamer.
Hun lægger ikke skjul på sin tilknytning til Nordea, men anpriser den heller ikke, og det kører uden problemer, fortæller hun.
”Der er ingen i banken, der kontrollerer, hvad jeg lægger op. Jeg oplever fuld tillid til, at jeg har styr på det, og det er jo også mig selv og mit eget liv, jeg tager udgangspunkt i”.
Nyt projekt
Et liv, der lige nu også har to store projekter i udsigt. En lillebror ventes i september, og desuden har familien netop overtaget et hus, 30-årige Pernille Oldgaards fjerde boligkøb. Denne gang regner familien med, at det er deres blivende bolig. Der er tale om et helårshus direkte til vandet i et sommerhusområde ved Vordingborg og ikke et hvilket som helst hus. Den navnkundige arkitekt og formgiver Arne Jacobsens tegnestue har tegnet ombygning af huset i 70’erne, da det blev købt af dennes søn, og det har fine detaljer, blandt andet et signaturvindue – smalt og langt – der giver en fantastisk udsigt over Smålandsfarvandet, når man sidder i stuen.
Huset er dog meget forfaldent, så der skal lægges cirka lige så meget oven i de 3,45 millioner kroner, parret gav for huset, før det er klar til indflytning om et års tid.
”Vi tager det første nap med at tømme det selv, men lader ellers håndværkere tage over”, fortæller Pernille Oldgaard, der har arbejdet fra Vordingborg under coronaen og nu har indgået en aftale om, at hun fremover kun skal møde ind en gang ugentligt. Hun har mange nye kunder, og de er glade for onlinemøder, så de rykker ikke for at møde hende ansigt til ansigt.
”Lige da jeg skulle tilbage fra barsel, kom nedlukningen. Så jeg har faktisk ikke prøvet at pendle for alvor. Det havde ikke været holdbart i længden med små børn og hus i Vordingborg at pendle til afdelingen på Vesterbro hver dag, så jeg er meget glad for den ordning, jeg har fået”.
Barsel uden karriereforringelser
Privatrådgiveren understreger i det hele taget, at hun kun har oplevet god og professionel behandling fra sin ledelse, også nu, hvor hun har fortalt om sin anden graviditet:
”Der er kun godt at sige om det. Der er intet, der tyder på, at mine muligheder i banken er blevet forringet, snarere tværtimod. I en tid, hvor man taler meget om ligestilling og om, hvordan barsel påvirker kvinders karrieremuligheder, synes jeg, det er en rigtig god oplevelse”.
Når Pernille Oldgaard går på barsel, må hendes faste kunder undvære hendes rådgivning i en periode. Medmindre de, som en del af dem allerede har gjort, finder frem til hende på de sociale medier. For den del har hun ikke tænkt sig at lukke ned.
”Hvis min profil og blog skal blive ved med at vokse, skal den passes konstant. Små børn sover jo også af og til, og jeg er for glad for det, til at jeg vil undvære det. Det giver mig meget på den måde at kunne hjælpe mennesker og nå ud til en meget bredere kreds, end jeg ellers har mulighed for som rådgiver”.
Omvendt kunne hun ikke tænke sig at gå selvstændig:
”Jeg synes, det supplerer hinanden fantastisk godt at være privatrådgiver og influencer om privatøkonomi. Jeg holder mig opdateret som rådgiver og får samtidig hele tiden nye input og inspiration til emner, jeg kan tage op på bloggen og Instagram”.
Pernille Oldgaard
- Opvokset i Fredericia, hvor hun boede med sin mor.
- Ville egentlig være ejendomsmægler, men blev via et studiejob i hjembyen sluset ind i Nordea.
- Fik som 26-årig titel af filialdirektør for et projekt og var leder for 16 medarbejdere.
- I dag privatrådgiver i afdelingen på Vesterbro og siden juli 2020 også professionel influencer, skriver om økonomiske emner med afsæt i eget liv.
- Har bloggen Moneymum og lægger flittigt op på Instagram.
- Har 25.000 følgere og går efter det dobbelte inden årsskiftet.
- Bor i Vordingborg med sin kæreste, Nicolai, deres datter, Nola, og venter hendes lillebror til september.
- Parret har lige købt nyt hus, 30-årige Pernille Oldgaards fjerde boligkøb.