Menu luk

Ældre hjælpes ud af skyggen

Finansforbundet sætter nu ekstra fokus på at hjælpe alle seniorer med målrettede samtaler og en særlig håndholdt indsats for langtidsledige medlemmer. ”Nogle ringer ind med lavt selvværd og føler ikke, de kan klare sig i en branche under heftig forandring”, siger arbejdsmarkedskonsulent Steen Jensen.

30. nov. 2021
2 min

På et tidspunkt ringede et medlem ind til Finansforbundet. Han havde ikke fortalt hustruen, at han var blevet sagt op, men gik til fitness tidligt hver morgen, som han plejede, og foregav møder resten af dagen. Det havde stået på i flere måneder. Det lyder som noget fra en kendt bog, men er faktisk et meget trist eksempel fra virkeligheden, fortæller arbejdsmarkedskonsulent og karriererådgiver i Finansforbundet Steen Jensen:

”Der er så meget identitet og prestige i at have et arbejde, især for mænd, og når det ikke er der længere, er de enormt dårlige til at tale om det. Men generelt er langtidsledighed et stort og reelt problem, og vi oplever helt klart aldersdiskrimination. Læg det oven i, at ledige i forvejen dunker sig selv og taler sig ned: Jeg dur ikke, jeg er for gammel, og det kan jeg ikke. Så er vi derude, hvor mange går helt i sort menneskeligt”.

Tallene taler for sig selv. Andelen af langtidsledige +60 år stiger med foruroligende hast, og andelen af ledige +50 udgør næsten halvdelen af alle ledige medlemmer. Derfor får 300 medlemmer, der er langtidsledige eller i fare for at blive det, over de næste to år tilbudt et helt særligt forløb af Finansforbundets a-kasse, der strækker sig over 26 uger. Her vil indholdet blandt andet være individuelle samtaler, job- og kompetenceworkshops, virksomhedskontakt, jobsøgning og jobformidling, jobrettet opkvalificering og netværksgrupper.

Samtale løfter selvværdet

Men de negative fortællinger i medierne om aldersdiskrimination smitter også af på medlemmer, der er i arbejde. Det mærker Steen Jensen tydeligt, når han har senkarrieresamtaler:

”Nogle ringer ind med lavt selvværd og føler ikke, de kan klare sig i en branche under heftig forandring. De frygter ofte, at de er de næste, der bliver sparet væk. Eller går med tanker om, at andre nok synes, at de er for gamle. Så dem sætter vi også ekstra fokus på nu”, siger Steen Jensen og fortæller, at det meget handler om at løfte deres selvværd, at gøre dem bevidste om, at de faktisk har mange kompetencer, at det faktisk er et rigtig godt rygmærke at have været i finanssektoren, hvis man vil prøve noget helt andet.

”Det er vigtigt, at man tager den samtale, mens man stadig sidder med ved bordet. Og efter snakken med os bliver mange faktisk mere risikovillige til at tage den svære samtale med deres leder om et godt seniorarbejdsliv. Vi tilbyder også sparring, så de får øvet snakken igennem inden. Vi råder til efteruddannelse eller opfordrer dem til at gøre sig synlige på anden vis, også socialt. For seniorer i dag har så meget at byde på, at ingen skal gå og dukke nakken”, siger Steen Jensen.

Senkarriere-samtale

Kan indeholde emner som: afklaring af jobmotivation, justering af jobindhold, arbejdstid, mistrivsel, udfordringer med mere. Samt overvejelser om, hvad der giver arbejdsglæde. Ønsker til personlig og faglig udvikling og balancen mellem arbejdsliv og øvrigt liv.

Seneste nyt