Menu luk

Politikere vil bevare kontanter

Socialdemokratiet og Venstre glæder sig over, at mange danskere benytter sig af digitale betalingsløsninger. Men landets to største partier er ikke parat til at afskaffe kontanterne.

23. okt. 2020
1 min

Står det til Socialdemokratiet, bliver Danmark ikke et kontantløst samfund inden for de nærmeste år.
”Det er rigtig fint, at mange danskere benytter sig af digitale løsninger til at betale med og ikke kun bruger kontanter. Men for Socialdemokratiet er det vigtigt, at vi fastholder kontanter af hensyn til den ældre del af befolkningen og andre grupper, som ikke er i stand til at benytte digitale betalinger.
Kontantreglen skal ikke afskaffes, men vi er åbne for at forholde os til, om den skal ændres i særlige situationer”, siger Christian Rabjerg Madsen, finansordfører for Socialdemokratiet.

Heller ikke Venstre er klar til at droppe kontakterne.

”Mange ting kunne være nemmere og billigere, hvis betalingerne var digitale. Og det er positivt at flere og flere benytter sig af de nye muligheder til at betale med. Men det er supervigtigt for nogle borgere stadig at kunne betale med kontanter. Hensynet til at ælde medborgere stadig har mulighed for at betale deres dagligvarer og medicin med kontanter er vigtigt for Venstre. Derfor skal vi ikke gøre samfundet kontantløst. Det er fint at regulere kontantreglen, så butikker i bestemte områder og på bestemte tidspunkter ikke skal være forpligtet til at modtage kontanter”, siger Torsten Schack, erhvervsordfører for Venstre.

Seneste nyt