Menu luk

Planer om flere kvinder er gode – handling er meget bedre

Hensigtserklæringerne var mange, da Finansforbundet og FA holdt konference om at fremme kvinder i ledelsen i fredags. Finansforbundet næstformand Steen Lund Olsen opfordrer til, at den gode vilje omsættes til handling i virksomhederne.

9. mar. 2020
3 min

​Der var god vilje fra væg til væg, da Finansforbundet og Finanssektorens Arbejdsgiverforening sammen hold konference om at fremme kvinders mulighed for at gøre karriere i Finanssektoren på Nationalmuseet fredag 6. marts. Her blev seks anbefalinger til en mere mangfoldig ledelse præsenteret, og det var bred tilslutning blandt de forsamlede.

Selv om det foregik i den flotte Festsal, mellem marmorsøjler og mandlige buster, og der var ros fra de deltagende ligestillingspolitikere for initiativet, er det dog for tidligt at feste. Arbejdet med anbefalingerne (se boks og link i bunden af artiklen) har ganske vist ført mange nye indsigter med sig, men det er først nu, ærmerne for alvor skal rulles op ude i virksomhederne:

"Det vigtigste er, at vi står sammen i sektoren om at gøre noget, og at man rundt om i virksomhederne finder ud af: "Hvordan gør vi det konkret her hos os? Hvad er vigtigt at gribe fat i?" Anbefalingerne skal følges op af håndfaste handlinger for at skabe reelle forandringer ude i virksomhederne", siger Steen Lund Olsen, næstformand i Finansforbundet.

Talentfulde kvinder forlader sektoren

Han konstaterede ved åbningen af den velbesøgte konference, at han igennem sit næsten kvarte århundrede i sektoren har mødt mange talentfulde kvinder:

"Kvinder, som jeg var overbevist om gik en strålende karriere i møde i sektoren. Men mange af dem søgte pludselig væk - jeg har undret mig over, hvorfor det skete".

I den rapport, som har udmøntet sig i anbefalingerne, er en del af svarene fundet. En spørgeundersøgelse, som er gennemført blandt et udsnit af ansatte fra syv virksomheder, viser blandt andet, at deltagerne har svært ved at få øje på kvindelige rollemodeller i toppen af sektoren.

Ikke en kvindekamp

Blandt de få, der har en sådan, er Sydbank, og herfra deltog administrerende direktør Karen Frøsig. I Sydbank har man sat et mål – eller en KPI – om at nå 35 procent kvindelige ledere i 2025, et tal der ligger fem procent over det nuværende niveau. Adspurgt fra salen, hvordan hun bar sig ad med at få lederne i banken til at følge op på en sådan beslutning, svarede hun:

"Det er det gode ved at være administrerende direktør. De tør ikke andet", til almindelig moro for salen, hvor flertallet var kvinder. Som en deltager bemærkede i pausen til en anden:

"Hvorfor er her ikke flere mænd? De burde da høre det her".

Karen Frøsig advarede ligesom flere andre paneldeltagere mod at gøre kvinder i ledelse til en kvindekamp.

"Brug ikke ordet kvindekamp, det er så nemt at nedgøre og gøre grin med. Og det handler ikke om kvindekamp, det handler om at få ligeligt udbytte af både mænd og kvinders talent".

Steen Lund Olsen er enig i, at det handler om at fokusere på få glæde af hele talentmassen og tilføjer:

"Det er ikke kvinderne, der skal fikses, de er sindssygt dygtige. Det er systemet, der skal fikses".

 

Seks anbefalinger til mere mangfoldig ledelse

Kulturforandring og brud med gamle vaner

Topledelsen skal tage et fælles ejerskab

Kønsbalance skal være forankret i forretningsstrategien

Måltal er et vigtigt redskab

HR-processer bør have et gennemsyn

Klar kommunikation hjælper forandringer på vej

Læs mere om anbefalingerne her.
 

Seneste nyt