Menu luk

Penge er fyldt med bakterier

En undersøgelse viser, at danske kroner har omkring 40.000 bakterier på sig, hvilket potentielt kan udløse sygdomme hos brugerne. WHO advarer om, at Covid-19-virussen kan bæres og føres fra person til person på overfladen af pengesedler.

18. aug. 2020
2 min

Hver tredje dansker har helt droppet kontanterne, viser en undersøgelse fra Nationalbanken. Ud over bekvemmeligheden ved at anvende kontaktløst kort eller mobilbetaling kan fravalget af kontanter også hjælpe med at undgå bakterier, vira og andre potentielle sygdomskilder.

En undersøgelse fra 2013, som professor Ian Thompson fra University of Oxford i England stod bag, viser, at europæiske pengesedler i gennemsnit indeholder mere end 26.000 bakterier. For danske mønter og pengesedler var tallet i gennemsnit 40.000 bakterier.

At penge indeholder så mange bakterier, er nærmest uundgåeligt, for formålet med kontanter er netop, at de skal skifte hænder. En britisk undersøgelse fra 2014 dokumenterede, at en 20-pundseddel i gennemsnit skiftede ejer 2.328 gange i løbet af sin 113 måneder lange (9½ år) levetid.

Når pengesedler er en sand bakteriebombe, hænger det også sammen med, at sedlerne er fremstillet af en porøs blanding af bomuldsfibre og papir, der absorberer og fastholder en masse bakterier og vira.



I Kina desinficerer de penge

I foråret gik verdenssundhedsorganisationen WHO ud med en advarsel mod brug af pengesedler, fordi de også kan overføre Covid-19-virussen mellem mennesker.

I Kina beordrede centralbanken allerede i februar kinesiske banker til at desinficere alle penge med ozon, ultraviolet lys og høje temperaturer for derefter at opbevare dem i en til to uger, før pengene igen måtte komme i omløb blandt bankkunderne.

Professor Søren Riis Paludan fra Institut for Biomedicin ved Aarhus Universitet tvivler på, at så drastiske skridt, som Kina tog, er nødvendige i Danmark.

”Pengesedler kan overføre coronavirus på samme måde som for eksempel dørhåndtag og andre overflader, men hvis du vasker hænder eller bruger håndsprit og ikke rører dig i ansigtet, lige efter at du har rørt ved penge, er det intet stort problem”, siger han.

”Jeg ved ikke, hvor stort omfanget af bakterier og virus på pengesedler i dag er, og her bør vi have noget mere evidens, inden vi tager beslutninger om eksempelvis at minimere eller afskaffe brugen af kontanter”, mener Søren Riis Paludan.

Sundhedsstyrelsen skriver på sin hjemmeside – i forbindelse med gode råd mod coronavirus – at man bør overveje at anvende kontaktløs betaling:

”Berøring af kontanter kan sidestilles med berøring af andre kontaktpunkter i det offentlige rum, for eksempel dørhåndtag, elevatorknapper og så videre, som er forbundet med en risiko for forurening af hænderne. Man bør generelt undgå kontaktpunkter og for eksempel overveje at benytte kontaktløs betaling, hvor det er muligt. Det vigtigste er dog, at du sørger for god håndhygiejne”.

 

Seneste nyt