Menu luk

Kontorfællesskaber hitter hos bankerne

Når bankerne skal åbne nye filialer, kigger de i højere grad end tidligere mod kontorfællesskaber. Danske Andelskassers Bank har åbnet seks filialer i kontorfællesskaber og 7. december åbner Danske Bank for første gang to nye filialer i kontorfællesskaber.

1. dec. 2020
2 min

Fremtidens filial ligger i et kontorfællesskab. Det tror man på i Danske Andelskassers Bank, som har stor succes med at rykke filialerne ud af gågaden og ind i et kontorbyggeri lidt uden for midtbyen, hvor de typisk deler reception, kantine og mødefaciliteter med andre virksomheder.

Det startede som et pilotprojekt i Esbjerg for halvandet år siden. Siden har banken åbnet filialer i kontorfællesskaber i København, Viborg, Sønderborg, Lyngby og Herning. Udgangspunktet for de nye filialer har været et ønske om at lave et rådgivningscenter.

”Vi tænkte, hvordan får vi skabt mere tid til rådgiverne? Det gør vi ved at lave det lidt anderledes og finde en moderne beliggenhed, hvor kunden som udgangspunkt har bestilt tid hos os, så vi har mere tid til at forberede os og kan give kunden en langt bedre rådgivning. Og de nye filialer har stor kundetilgang”, siger Mikael Breinholdt Juhl, områdedirektør for Danske Andelskassers Bank i Region Syddanmark.

Danske Bank åbner filialer på 1. sal

Danske Bank er også sprunget på trenden med at åbne filialer i kontorfællesskaber. Den 7. december åbner banken for første gang nogensinde to filialer på en 1. sal i et kontorfællesskab i henholdsvis Risskov lidt uden for Aarhus og på Frederiksberg tæt ved Flintholm Metrostation i København.

Filialen i Risskov åbner med 24 medarbejdere i en spritny ejendom med alt fra supermarked og fitnesscenter til advokatfirmaer og revisorer, mens filialen på Frederiksberg åbner med 19 medarbejdere i en allerede etableret ejendom med advokatfirmaer og revisorer som naboer.

”Vi kan langt bedre understøtte kundernes behov sådan et sted og nemmere indrette det til det, der er brug for frem for den flotte domicilejendom midt på gågaden på torvet. Det er noget af det, vi kommer til at have meget fokus på,” siger Morten Reuber Nielsen, Head of Real Estate Strategy i Danske Bank.

Trine Thorn, Head of Group Workplace Management i Nordea, er ikke i tvivl om, at brugen af kontorfællesskaber vil stige i sektoren. ”Vi kigger også ind i, om vi vil bruge det, men har ingen konkrete planer”, siger hun.

Mød kunderne hvor de er

Brugen af kontorhoteller, hvor banken på timebasis lejer et kontor i en bygning og måske deler faciliteter som toiletter, kaffemaskine og køkken med andre lejere, vil vi også se mere af i fremtiden, fortæller Morten Reuber Nielsen, Head of Real Estate Strategy i Danske Bank. Kontorhotellerne fungerer som mødecentre, hvor medarbejderne tapper ind for at mødes med kunder, som typisk har langt til den nærmeste filial fra deres bopæl.

Behovet for at møde kunderne, hvor de er, oplever de også hos Danske Andelskassers Bank, som er en af de banker, som tilbyder kunderne hjemmebesøg. Ifølge bankens områdedirektør for Region Syddanmark Mikael Breinholdt Juhl er hjemmebesøgene endnu ikke så udbredt blandt kunderne, men banken oplever en stigende efterspørgsel på området.

Denne artikel er den anden af fem artikler om fremtidens arbejdsplads.

Læs også artiklen ”Antallet af kontorer er vokset under Covid-19”

Seneste nyt