Dårligste regnskaber i 11 år
De 17 største pengeinstitutter nedskrev i første halvår af 2020 tilsammen 6,1 milliarder kroner og landede et samlet resultat før skat på 2,6 milliarder kroner, hvilket er det mindste overskud siden første halvår af 2009.
En opgørelse over de samlede halvårsregnskaber for 16 af landets 17 største pengeinstitutter – de såkaldte gruppe 1 og 2-pengeinstitutter – vidner, om at corona-epidemien har sat sig dybe økonomiske spor.
Tilsammen er der nedskrevet for 6,1 milliarder kroner, hvilket er ti gange mere end i første halvår af 2019 og lige så meget, som der er nedskrevet i regnskaberne for 1. halvår i de foregående seks år. Man skal tilbage til første halvår af 2012, hvor nedskrivningerne i gruppe 1 og 2- pengeinstitutterne var over ni milliarder, for at finde højere nedskrivninger på udlån og tilgodehavender. Den gang landede de største pengeinstitutter dog alligevel et resultat før skat på 3,8 milliarder.
Halvårsresultatet for 2020 er 2,6 milliarder kroner før skat, hvilket er det mindste overskud blandt gruppe 1 og 2- pengeinstitutter siden første halvår af 2009 (1 milliard), hvor finanskrisen rasede.
”Corona-krisen slår hårdt igennem i de største banker og sparekassers regnskaber. Der er tale om store nedskrivninger, men heldigvis noget mindre end de 16 milliarder, der blev nedskrevet i første halvår af 2009. Halvårsregnskaberne afspejler, at sektoren er på et kriseniveau, men vi er heldigvis ikke på samme kriseniveau som i 2009, hvor mange pengeinstitutters overlevelse var på spil”, siger Klaus Mosekjær Madsen, seniorøkonom i Finansforbundet.
Han peger på, at toplinjen for de 17 største pengeinstitutter er meget stabil med netto rente- og gebyrindtægter på cirka 25 milliarder kroner, hvilket er på niveau med toplinjen i de foregående 10 halvår.
’Der er ingen tvivl om, sektoren presses fra flere sider, og at de økonomiske følger af corona og nedlukningen har sat sine tydelige spor. Der er stadig en corona-usikkerhed i forhold til økonomien i de kommende måneder. Samtidig med det lægger de negative renter og planerne om en forhøjelse af beskatningen af sektoren som del af finansieringen af regeringens plan om tidligere tilbagetrækning et økonomisk pres på sektoren i en periode, som langt fra er så stabil, som den var for nogle år siden’, siger Klaus Mosekjær Madsen.
Herunder ses udviklingen i indtægter, nedskrivninger og resultat før skat for gruppe 1 og 2-pengeinstitutterne for udvalgte halvår:
Millioner kroner 2009 H1 2012H1 2015H1 2019H1 2020H1
Netto rente- og gebyrindtægter 29.156 24.732 27.000 24.042 24.970
Nedskrivninger: 15.929 9.176 51.806 603 6.128
Resultat før skat 1.047 4.587 15.888 12.339 2.584
(Kilde: Bankresearch)
17 Gruppe 1- og 2-pengeinstitutter
Danske Bank, Jyske Bank, Sydbank, Nykredit Bank, Spar Nord hører til i gruppe 1, da de har en arbejdende kapital på over 75 milliarder kroner.
Arbejdernes Landsbank, Ringkjøbing Landbobank, Saxo Bank, Sparekassen Kronjylland, Sparekassen Sjælland-Fyn, Lån & Spar Bank, Sparekassen Vendsyssel, Vestjysk Bank, Jutlander Bank, Den Jyske Sparekasse, Alm. Brand Bank og Middelfart Sparekasse tilhører gruppe 2 af pengeinstitutter, da de alle har en arbejdende kapital over 12 milliarder kroner.
NB! Saxo Bank indgår ikke i tallene i denne artikel.