Menu luk

Bureaukrati forsinker nødlån til europæiske virksomheder

Virksomheder i Europa og USA kæmper med at få adgang til favorable nødlån, der formidles gennem private banker. For at tilskynde tøvende pengeinstitutter øger Tyskland nu statsgarantien til 100 procent, mens USA betaler banker milliarder i lånegebyrer.

6. apr. 2020
4 min

​I håb om at afbøde et maksimalt antal konkurser har regeringer i navnlig Europa og USA erklæret sig parate til at stille astronomiske lånegarantier til rådighed for især små- og mellemstore virksomheder.

Den franske stat har for eksempel erklæret sig parat til at garantere lån for 2,2 billioner kroner eller omkring 15 procent af landets bruttonationalprodukt (BNP). Og på otte dage har 100.000 virksomheder ansøgt om sådanne lån for i alt 150 milliarder kroner, fortalte finansminister Bruno Le Maire søndagsavisen Le Journal du Dimanche.

Der er bare ét problem.

Med Schweiz som markant undtagelse klager det store flertal af især små- og mellemstore europæiske virksomheder over, at de ikke har set den første mønt trille i kassen.

 

Tyskland garanterer 100 procent

I torsdags meddelte det britiske finansministerium - der på papiret har stillet en endnu større kreditramme til rådighed end deres franske kolleger - at man havde modtaget 130.000 forespørgsler, men kun givet 983 lånetilsagn.

Årsagen er ifølge virksomhedsledere bureaukratiske problemer med uklare regler og forvirrende kommunikation fra myndighederne. Og knap to uger efter planen om offentligt støttede nødlån blev introduceret i Storbritannien, overvejer den britiske regering nu at lave reglerne om.

Også Tyskland - hvor kreditrammen i princippet ikke har nogen øvre grænse - besluttede regeringen i går at forbedre de allerede favorable regler for nødlån, dog tilsyneladende af andre årsager.

Det er nemlig de private pengeinstitutter, der ikke bare skal håndtere men også godkende og udbetale lånene. Og det har de været tilbageholdende med, fordi disse nødlån "kun" var statsgaranteret op til mellem 80 og 90 procent, rapporterer nyhedsbureauet Bloomberg.

På en fælles pressekonference i går annoncerede den tyske finansminister Olaf Scholz og økonomiminister Peter Altmaier derfor, at lån på op til seks millioner kroner til små- og mellemstore virksomheder fremover vil være garanteret 100 procent af den tyske stat.

Schweizisk nødlån på en halv time

Dermed håber man at kopiere successen fra Schweiz, der har skilt sig ud med et endnu mere generøst låneprogram, hvor små virksomheder kan låne op til 10 procent af omsætningen med et loft på 3,5 millioner kroner per virksomhed. Vel at mærke til nulrente og med fuld statsgaranti.

Derudover er der mulighed for at låne yderligere penge, i så fald med 85 procents statsgaranti - hvor banken altså påtager sig risikoen for de sidste 15 procent - og til en meget lav rente.

I modsætning til andre lande er låneansøgningerne ifølge en reportage i Financial Times blevet håndteret med en helt anden hastighed af Alpelandets banker. En schweizisk virksomhedsleder fortæller til finansavisen, at han brugte under to minutter på at udfylde og scanne den nødvendige formular. 30 minutter efter ansøgningen var blevet sendt, stod pengene på virksomhedens bankkonto.

De schweiziske nødlån blev lanceret den 25. marts, og i løbet af den første uge blev tre fjerdedele af kreditrammen på over 140 milliarder kroner udbetalt ifølge myndighederne - en ramme som regeringen har annonceret, at man nu fordobler.

 

USA's banker forgyldes med gebyrer

I USA blev pengeinstitutter i fredags bestormet af ansøgninger, da der blev åbnet for muligheden for at søge om attraktive statsgaranterede nødlån for i alt 2,5 billioner kroner til virksomheder med under 500 ansatte. Sådanne virksomheder vil kunne låne hvad der svarer til 2,5 gange deres månedlige lønudgifter med et loft på 70 millioner kroner.

Og hvis de bruger pengene på løbende udgifter som lønninger og boliglån indenfor to måneder - og de vel at mærke hverken fyrer eller skærer i medarbejdernes løn -  vil der faktisk ikke være tale om et lån, men om et offentligt tilskud, da lånet i så fald vil blive eftergivet.

I modsat fald vil lånet trække renter på 0,5 procent og skulle indfries om to år.

For at få pengene frem hurtigst muligt skal bankerne ikke vente på svar fra myndighederne, før de udbetaler pengene. De skal blot sikre sig at virksomhederne har udfyldt en to-siders formular og dokumenteret, at de faktisk var fungerende virksomheder per midten af februar.

For at tilskynde bankerne til at behandle låneansøgningerne, har den amerikanske forbundsregering besluttet at betale klækkelige gebyrer til de pengeinstitutter, der formidler nødlånene. De får således mellem fem procent af lånesummen ved lån på op til 2,4 millioner kroner, tre procent af lån op 14 millioner kroner og en procent for større lån.

Seneste nyt