Menu luk

Alle skal have lov til at betale

Finans Danmark konstaterer, at udviklingen går mod, at færre danskere bruger kontanter, men brancheorganisationen mener ikke, at kontanterne skal afskaffes, så længe der er grupper, som ikke er i stand til at benytte sig af digitale betalinger.

20. okt. 2020
2 min

Ringkjøbing Landbobank og Spar Nord lukkede kassebetjeningen permanent i filialerne i foråret, og Jutlander Bank har netop besluttet at lukke for kassebetjening i Århus og Aalborg, så der nu kun er to filialer tilbage med kassebetjening.
Udviklingen sker, fordi efterspørgslen efter at kunne hæve kontanter ved kassen er faldet.
”Vores medlemmer antager, at det er strukturelt. Efterspørgslen efter at hæve kontanter vil ikke komme op igen. Antallet af pengeautomater er også faldet siden 2007”, forklarer Michael Busk-Jepsen, digitaliseringsdirektør i Finans Danmark.
Brancheorganisationen for landets pengeinstitutter konstaterede, at antallet af kontanthævninger faldt under samfundets nedlukning i foråret, men den er ikke parat til at afskaffe kontanterne helt inden for de nærmeste år.

”Alle folk skal kunne betale. Selv om mange danskere tager de digitale betalingsløsninger til sig, er der også nogle, som ikke gør. Det kan være ældre mennesker eller mennesker med handicap eller socialt udsatte. Men efterspørgslen efter at betale med kontanter er reduceret”, siger Michael Busk-Jepsen med henvisning til Nationalbankens undersøgelse, der viser, at 34 procent gik rundt uden kontanter i 2019 mod 16 procent to år tidligere.

Fjern kontantreglen

Finans Danmark går ind for at fjerne kontantreglen, der forpligter butikker til at tage imod kontanter fra kunderne i tidsrummet kl. 6-22.
”Vi mener, at butikker skal have lov til at afvise kontanter, og er her enige med Dansk Erhverv. Noget andet er, at nogle butikker nok fortsat vil vælge at tage imod kontanter, hvis de vil være sikre på at have salget”, siger Michael Busk-Jepsen.

Den europæiske centralbank har afskaffet 500-eurosedlen, og i Danmark bør vi følge trop ved at afskaffe 1.000-kronesedlen, fordi det vil gøre livet sværere for kriminelle, mener Finans Danmark. Indtil videre er det ikke lykkedes at få et flertal i Folketinget med på den idé.

Apropos kriminalitet er der en overvægt af hvidvaskindberetninger fra pengeinstitutterne til SØIK (bagmandspolitiet), hvor kontante indbetalinger og kontanthævninger indgår.

”Vi vil nemmere kunne beskytte os mod hvidvask og anden kriminalitet, hvis kontanterne afskaffes, men hensynet til, at alle skal kunne betale, er vigtigst”, understreger Michael Busk-Jepsen.

Tilhængere af kontanternes bevarelse peger blandt andet på, at digitale betalinger kan overvåges og bruges mod den enkelte forbruger, mens man er sikret anonymitet ved at betale med kontanter.

”Det er helt korrekt, at du er anonym, når du benytter kontanter. Omvendt har der bortset fra den såkaldte Se&Hør-sag, hvor en it-medarbejder ulovligt overvågede kendte personers betalingstransaktioner og videregav oplysningerne, ikke mig bekendt været sager, hvor denne type oplysninger er blevet misbrugt. Jeg tror ikke, at nogen kunder mistænker deres bank for at misbruge deres data”, siger Michael Busk-Jepsen.

Seneste nyt