Menu luk

Tingene skal være i orden i Nykredit

Tilliden til finanssektoren er lav. Hvis den skal genskabes, skal den enkelte virksomhed vise, at den bidrager positivt til samfundet og lever op til sit samfundsansvar. Sådan lød budskabet fra koncernchef Michael Rasmussen, der i sidste uge talte til et arrangement i Finansforbundet.

13. maj 2019
2 min

​Det ligger koncernchef i Nykredit, Michael Rasmussen, meget på sinde, at Nykredit lever op til sit samfundsansvar og det særlige dna, man har i kraft af at være ejet af sine kunder:

"Uanset om vi taler om tillid, samfundsansvar eller bæredygtighed, skal det være en integreret del af virksomheden. Derfor er det vigtigt, at vi begynder at tale struktureret om de svære dilemmaer, der er over alt i en virksomhed som vores. Den proces skal være indarbejdet i ledelsen og hele den måde, virksomheden arbejder på. Det er det, vi kalder conduct management", siger Michael Rasmussen og tilføjer, at alt andet bare bliver gennemskuet.

"Vores medarbejdere er de første til at opdage, hvis noget ikke hænger sammen."

Omverdenens forventninger til en samfundsbærende virksomhed som Nykredit ændrer sig hele tiden og var for knap seks år siden, da Michael Rasmussen kom til Nykredit, nogle andre, end de er i dag. Men i dag har Nykredit måske nogle fortrin i og med, at Nykredit over de seneste år har fået aktiveret sin særlige ejerstruktur som foreningsejet, finansiel virksomhed. Det er kunderne, der gennem Forenet Kredit ejer størstedelen af Nykredit, og det stiller nogle særlige krav:

"Vi er foreningsejet og Danmarks største udlåner. Med mere end 40 procent af alle realkreditlån har vi en særlig forpligtigelse til at være til stede i hele Danmark med sikre, billige lån, og når vi gør noget i Nykredit og Totalkredit, skal vi sørge for, at tingene er i orden – og handle på det, hvis ikke de er."

Conduct management

Nykredit har været igennem en stor transformation. Den sunde kerneforretning, som virksomheden har i dag, er forudsætningen for at gøre en positiv forskel for samfundet, siger Michael Rasmussen:

"Det er svært at arbejde med samfundsansvar, hvis man ikke som virksomhed har en sund kerneforretning. En sund kerneforretning er er en forudsætning for at gøre noget godt for samfundet. "

Internt i Nykredit har man formuleret løfter til de seks vigtigste interessenter: kunder, medarbejdere, partnere, ejere, investorer og samfundet.

"Det er meget vigtigt, at vores medarbejdere er med på rejsen og kan se, at Nykredit har et formål med sit samfundsansvar. Kunderne forventer, at vi som systemisk vigtigt institut lever op til de forventninger, samfundet med rette har til os", siger Michael Rasmussen.

Seneste nyt