Menu luk

Sparring med andre ledere giver stor værdi

Rikke Maria Bækgaard fra Nordea er glad for, at hun sidste år tilmeldte sig Finansforbundets ledernetværk. Udbyttet med de syv andre i netværket var så godt, at de nu fortsætter med at mødes i privat regi. Du kan også blive en del af et ledernetværk.

9. dec. 2019
2 min

​"Jeg syntes, at jeg havde et behov for at møde andre ledere, som jeg kunne sparre med. Da jeg læste en mail fra Finansforbundet om deres ledernetværk for et års tid siden, tilmeldte jeg mig, og det er jeg glad for. Det er vigtigt at udveksle erfaringer med andre ledere, som kan have lignende udfordringer i arbejdsdagen som én selv", siger Rikke Maria Bækgaard, Country Manager i Fraud Operations i Nordea.

Sammen med syv andre ledere fra finansvirksomheder, der ligesom hende selv har flere års ledererfaring og geografisk arbejder i hovedstadsområdet, har hun mødtes seks gange i 2019. Ved første møde var konsulent Bettina Skaarup facilitator. Ved de efterfølgende møder har emner som kommunikation, fremtidens udfordringer og forandringsledelse været på dagsordenen, og på forhånd har deltagerne skullet forberede sig via det materiale, de har fået tilsendt.

"Vi har skiftedes til at være vært for møderne, der typisk var placeret over tre timer om eftermiddagen. Det gav mandefald, da mange var for presset af opgaver til at kunne komme. Derfor flyttede vi tidspunktet til morgenen fra kl. 7.30-10, hvilket fungerer bedre", fortæller Rikke Maria Bækgaard.

De otte deltagere i netværket har besluttet at fortsætte netværket på egen hånd i 2020, og i januar mødes de privat hos en af deltagerne til en middag, fordi de har besluttet, at der også bør kobles noget socialt på det ledelsesfaglige, så relationerne kan blive endnu bedre.

"Netværket giver mulighed for at drøfte emner i et fortroligt forum, og det er interessant at høre om, hvordan man gør i andre virksomheder – naturligvis med respekt for det, vi ikke har lov at dele udenfor vores virksomhed. Vi har alle bidraget med emner vi gerne ville have sparring til – det har for eksempel været omkring rekruttering, ledelsesudfordringer og karriereudvikling. Disse snakke har været gode og givet inspiration til løsninger, jeg har kunne tage med videre", siger Rikke Maria Bækgaard.


Nye ledernetværk i 2020

Finansforbundet etablerer nye ledernetværk i 2020. Udover ledernetværk for erfarne ledere tilbydes i år også specifikke ledernetværk for ledere for ledere i henholdsvis Hovedstadsområdet og Århus-området. Ledere for ledere, der bor uden for disse geografiske områder, er velkommen til at deltage, men skal være indstillet på længere transporttid.  Som noget nyt åbnes op for netværk for strategiske ledere.

Prisen for deltagelse i netværksforløbet er 500 kr.

Hvis du har registreret dig som leder på et tidspunkt i Finansforbundet, skulle du allerede nu have modtaget en mail med mulighed for at melde dig til netværket. Hvis du ikke har det og ønsker at deltage i et ledernetværk, kan du skrive til netvaerk@finansforbundet.dk

Der er frist for tilmelding den 17. januar 2020.

Læs mere om netværkene her:

Netværk

Seneste nyt