Rekordmange indberetninger om hvidvask
Pengeinstitutterne sendte sidste år 26.403 indberetninger om mistænkelige transaktioner til Hvidvasksekretariatet, hvilket er en stigning på 43 procent i forhold til 2017 og 189 procent i forhold til 2015. Finansforbundets næstformand Michael Budolfsen efterlyser information om, hvor mange af indberetningerne, der bliver fulgt op på fra myndighedernes side. Den 1. oktober 2018 anvendtes blot 10 årsværk i Hvidvasksekretariatet på at efterforske hvidvasksager.
De danske pengeinstitutter indberetter flere og flere mistænkelige transaktioner til Hvidvasksekretariatet. I 2018 skete det 26.403 gange, mens tallene de foregående år var 18.463 og 13.377.
"De mange indberetninger sætter perspektiv på den opfattelse af finanssektoren, som mange mennesker har i øjeblikket efter medieomtalen af hvidvasksager, der ligger fem-10 år tilbage i tiden. Indberetningerne vidner om, at pengeinstitutterne er enormt dedikerede over for at løse deres opgave med at hjælpe til at forebygge og forhindre hvidvask. Spørgsmålet er, hvad der sker med de mange tusind indberetninger i Hvidvasksekretariatet? Det kunne være interessant at høre om, hvor mange af indberetningerne, der bliver fulgt op på", siger Finansforbundets næstformand Michael Budolfsen.
"Jeg hører alt for mange eksempler på kunder, der bliver indberettet gang på gang, uden at der tages hånd om det".
Bagmandspolitiet (SØIK) ønsker ikke på nuværende tidspunkt at kommentere stigningen i indberetningerne, skriver Berlingske Business.
Hvad der sker med indberetningerne hos Hvidvasksekretariatet, hører offentligheden meget lidt om. Sekretariatet har ikke offentliggjort årsberetninger de seneste tre år, og antallet af medarbejdere til at håndtere de mange tusind indberetninger er ikke imponerende. I et svar til Folketingets Erhvervs-, Vækst og Eksportudvalg den 7. november 2018, skriver erhvervsminister Rasmus Jarlov (K), at det skønnes, at der pr. 1.oktober 2018 samlet anvendes 10 årsværk på efterforskning og tiltalerejsning i hvidvasksager, sparring med Hvidvasksekretariatet og internationalt samarbejde inden for hvidvaskområdet.
"Det er indlysende, at de få mennesker i Hvidvasksekretariatet ikke har en kinamands chance for at håndtere over 26.000 indberetninger fra finanssektoren alene", siger Michael Budolfsen.
Hver indberetning kan indeholde adskillige pengetransaktioner, som gør efterforskningen mere kompleks. De 9.124 indberetninger fra pengeinstitutterne i 2015 indeholdt således 301.768 transaktioner, fremgår det af Hvidvasksekretariatets årsberetning fra 2015.
Michael Budolfsen hilser det velkomment, at man politisk har aftalt at tilføre Hvidvasksekretariatet 30 årsværk – 10 medarbejdere til screening af sager og 20 medarbejdere til en ny efterforskningsenhed i sekretariatet. Men han mener ikke, det er nok.
"Omfanget af indberetninger kommer til at stige endnu mere, så hvis politikerne virkelig vil sætte handling bag ordene, kræver det dels en undersøgelse af, hvor mange af de 26.403 indberetninger, der er blevet behandlet, og dels kræver det markant flere ansatte i Hvidvasksekretariatet", siger Finansforbundets næstformand.
Antal indberetninger om mistænkelige transaktioner fra pengeinstitutterne til Hvidvasksekretariatet:
2018: 26.403
2017: 18.463
2016: 13.377
2015: 9.124
2014: 4.973
2013: 3.423
2012: 2.803
2011: 1.620
2010: 966
2009: 753
(Kilde: Hvidvasksekretariatet)