Menu luk

Bæredygtig bank med vokseværk

Triodos Bank kunne ikke drømme om at låne ud til virksomheder, der investerer i kul, olie eller våben. Faktisk låner den bæredygtige bank kun til miljømæssigt, socialt og kulturelt positive forandringer – med stærkt voksende succes.

28. jan. 2019
4 min

​Mange banker og investorer er begyndt at luge ud i porteføljen af såkaldt "brune" virksomheder, der investerer i fossile brændstoffer. I Triodos Bank har man vendt bøtten helt på hovedet.

Siden grundlæggelsen tilbage i 1980 har man haft en såkaldt negativliste over områder såsom olie og våbenhandel, som man ikke vil røre med en ildtang – i stedet låner man udelukkende til "miljømæssigt, socialt eller kulturelt positive forandringer".

"Først ser vi på, hvad ideen er, og hvad den bidrager med til verden. Er den bæredygtig? For det andet ser vi på, hvordan den er forankret i samfundet. Og for det tredje ser vi på, hvorvidt den opfylder et økonomisk behov, og om den er bæredygtig som forretningsmodel", fortæller Jellie Banga, bankens Chief Operational Officer.

Triodos Bank har hovedkvarter i en lille hollandsk by 50 kilometer fra Amsterdam. Magasinet Finans møder dog ikke Jellie Banga i bankens lokaler, men i forbindelse med FT Banking Summit, en eksklusiv konference for flere hundrede topfolk fra den internationale banksektor arrangeret af Financial Times på et stort hotel i London.

Årlig vækst på 10-20 procent

"Banker fokuserer mere på bæredygtig finans. De låner til og investerer mere i at fremme grøn energi, bekæmpe klimaændringer, opfordre til social inklusion og andre mål inden for miljø, sociale forhold og god selskabsledelse", lyder introduktionen til det panel, hvor Financial Times har inviteret Jellie Banga til at give sit besyv med.

For bæredygtig bankvirksomhed er med Jellie Bangas ord blevet en trend, der kan aflæses på Triodos Banks bundlinje.

"Som jeg fortalte i panelet, er vores låneportefølje vokset med 10 til 20 procent, nogle gange over 20 procent, om året. For en finansiel institution er det ret meget at håndtere", forklarer hun i et interview på hotellet efter paneldebatten på FT Banking Summit.

Triodos Bank har i dag filialer i Frankrig, Belgien, Tyskland, Spanien og Storbritannien, men investerer i projekter i store dele af verden. Det sker gennem datterselskabet Triodos Investment Management, der administrerer investeringsfonde, som bankens 681.000 kunder, heraf de fleste privatpersoner, kan investere i.

Offentliggør lån og investeringer

"Jeg tror, den finansielle krise lærte folk, at der ikke er noget, der hedder et neutralt valg, og at enhver finansiel beslutning har en indvirkning, enten en positiv eller en negativ", siger Jellie Banga.

"På kundesiden er der absolut en efterspørgsel fra folk, der ønsker at foretage bevidste valg med deres penge, og som ønsker at investere penge i ting, der har en positiv indflydelse på samfundet. Så efterspørgslen stiger", siger den høje hollandske kvinde og tager sin mobiltelefon frem.

På bankens app – eller Triodos' hjemmeside – kan man nemlig ved at zoome ind og ud på et kort se, hvor og hvilke projekter eller virksomheder Triodos Bank enten låner penge til eller investerer kundernes penge i.

"Vi offentliggør navnene på alle de virksomheder, vi låner til, på vores hjemmeside. Vi går ind for gennemsigtighed, det er en af vores kerneværdier", siger Jellie Banga.  

Det meste af forretningen foregår naturligvis i de lande, hvor Triodos har filialer. Men af kortet fremgår det også, at Triodos Bank er aktiv i Danmark. En af Triodos Investment Managements kapitalfonde, Triodos Organic Growth Fund, ejer således 20 procent af Aarstiderne A/S, der leverer økologisk frugt og grønt direkte til danske forbrugere.

Ligesom banken ikke låner til hvem som helst, sætter Triodos Investment Management potentielle investeringsobjekter under lup for at se, om de lever op til kriterierne på bankens såkaldte positivliste.

"De gik selvfølgelig grundigt til værks. Men det var en relativt nem proces for os, for når man i forvejen er økologisk certificeret, så opfylder man automatisk en masse af de krav, de stiller", fortæller medstifter og bestyrelsesformand Thomas Harttung fra Aarstiderne.

Afkast og bæredygtighed hånd i hånd

Han påpeger, at der er én stor fordel ved at have Triodos Organic Growth Fund som medejer.

"Triodos har ikke noget ønske om nogensinde at sælge igen. For os er det et privilegium at have et permanent ejerskab og have en medejer, der ikke skal have sine penge ud igen. Kapitalfonde er ellers altid inde med henblik på at komme ud igen (med en stor engangsgevinst, redaktionen)", siger Thomas Harttung.

Det betyder dog ikke, at Triodos er en velgørende forretning, der ikke kræver afkast. Som koncern har Triodos Bank de seneste år genereret overskud på mellem cirka 200 og 300 millioner kroner årligt – midler, der til dels bliver geninvesteret eller udbetalt som dividende til aktionærerne. En særlig ejerskabsstruktur sikrer mod overtagelse af en lille gruppe aktionærer og underminering af de fundamentale principper.

"Triodos Bank er en uafhængig bank, der fremmer bæredygtig og gennemsigtig bankvirksomhed. Den ser ingen konflikt mellem et fokus på mennesker, planeten og et godt økonomisk afkast. I stedet mener den, at de styrker hinanden på lang sigt", som der står på bankens hjemmeside. 

 

Fakta om Triodos Bank

Stiftet i 1980. Antal medarbejdere: 1.377 (ved udgangen af 2017). Antal kunder: 681.000. Hovedkvarter i den hollandske by Zeist med filialer i Belgien, Frankrig, Tyskland, Spanien og Storbritannien.

Låner til og investerer udelukkende i projekter og virksomheder, der vurderes at bidrage til socialt, miljømæssigt eller kulturelt positive forandringer.

Seneste nyt