Menu luk

Amerikansk storbank skaber egen kryptovaluta

JP Morgan søsætter som den første større amerikanske bank sin egen kryptovaluta, der gør det muligt for dets kunder at afregne globale pengeoverførsler i realtid.

18. feb. 2019
3 min

​Med skabelsen af 'JPM Coin' vil den amerikanske storbank JP Morgan om nogle måneder begynde at lade dets institutionelle kunder flytte penge via dets egen kryptovaluta.

Rent praktisk vil kunderne kunne veksle eksempelvis deres dollar til JPM Coins, sende dem til modtageren på den anden side af jorden, der omgående veksler dem tilbage til dollar. Alt sammen på et hvilket tidspunkt af døgnet - og praktisk talt uden forsinkelse. 

I første omgang vil bankens institutionelle kunder kunne bruge JPM Coins til tre former for transaktioner, fortæller Umar Farooq, chef for JP Morgans blockchain-initiativer, ifølge den amerikanske finanskanal CNBC.

For det første vil en af JP Morgans kunder således kunne afregne en anden kunde uden om bankernes internationale pengeoverførselssystem Swift, hvor pengene ofte er mere end én dag undervejs.

For det andet vil kryptovalutaen kunne bruges til omgående afregning i forbindelse med udstedelse af værdipapirer, hvor der med det traditionelle system typisk går to dage mellem en aftale indgås og rent faktisk afregnes.

For det tredje kan JPM Coin bruges af multinationale selskaber, der ønsker at flytte penge internt mellem dets forskellige afdelinger eller datterselskaber rundt om i verden.

Bundet til dollaren

Nyheden har vakt ekstra opmærksomhed fordi bankens topchef Jamie Dimon har kaldt bitcoin -  verdens første, mest kendte og dyreste kryptovaluta - for et "svindelnummer".

"Hvis man er dum nok til at investere i den, kommer man til at betale prisen en dag", sagde han på en konference i oktober 2017.

Dimon sagde dog også ved samme lejlighed, at han tror på blockchain - den teknologi som kryptovaluta bygger på - og for at undgå vilde prisudsving og hvidvask er JPM Coin da også forskellig fra bitcoin på afgørende punkter.

Først og fremmest vil kursen på JPM Coins låses til den amerikanske dollar, således at én JPM Coin kun kan sælges og købes for præcis én amerikansk dollar; den vil med andre ord høre til familien af såkaldte 'stablecoins'.

For det andet lever en JPM Coin kun indtil en transaktion er gennemført; når den er vekslet tilbage til rigtige penge, bliver den destrueret.

Og for det tredje vil det, i hvert fald i første omgang, kun være storbankens egne gennemtjekkede institutionelle kunder - såsom andre pengeinstitutter og store virksomheder - der vil kunne gennemføre transaktioner med hinanden ved hjælp af JPM Coins.

Kun i eget økosystem

Men eftersom JP Morgans nye kryptovaluta således kun vil operere inden for bankens eget økosystem, finder nogle kritikere den overflødig. 

"Der er fundamentalt set ikke behov for at bruge blockchain for firmaer, der deler samme bank og vil lave straksoverførsler", siger Martin Walker, direktør for bank og finans i det britiske Center for Evidence-Based Management, til avisen Financial Times.

En kritik som JP Morgan afviser, fordi der er daglige tidsfrister for bestillinger af både indenlandske og udenlandske betalinger.

"Selv i tilfælde af den mest simple pengeoverførsel mellem institutionelle kunder i den samme bank er der tidsfrister på tværs af landegrænser, så ikke alle transaktioner kan foretages i realtid 24/7", argumenterer Umar Farooq fra JP Morgan.

Den amerikanske storbank satser på, at dens status som firstmover kombineret med en stor markedsandel på området for transaktioner mellem - og internt i - store virksomheder vil give dets kryptovaluta en god chance for medvind. Også selvom andre banker laver konkurrerende 'stablecoins'.

JP Morgan har ifølge magasinet Fortune 80 procent af de 500 største amerikanske virksomheder på kundelisten.

"Stort set enhver stor koncern er kunde hos os, og det samme er de fleste af verdens større banker", siger Farooq.

Seneste nyt