Menu luk

Forbud mod køb af bitcoins er et skråplan

Finansforbundet anerkender ledelsesretten, men mener, at arbejdsgiveres forbud mod at medarbejdere i deres fritid for egne penge køber kryptovaluta er en meget voldsom indgriben i privatlivet. ”Det er en meget principiel sag, som vi nu glæder os til at få Arbejdsrettens vurdering af”, siger forbundsformand Kent Petersen.

12. feb. 2018
2 min

​Et møde mellem Finansforbundet, FA (Finanssektorens Arbejdsgiverforening) og Nordea tirsdag den 6. februar om det forbud, Nordea og Sydbank har udstedt mod at deres medarbejdere som privatpersoner kan investere i kryptovalutaer som eksempelvis bitcoin, førte ikke til noget resultat. Efterfølgende har forbundet indbragt sagen for Arbejdsretten.

"Det er en meget principiel sag. Vi er enige i, at vores medlemmer i realkredit- og pengeinstitutter bør have en fornuftig privatøkonomi, og udvise mådehold med at foretage risikable investeringer – men ligefrem at forbyde dem at handle med kryptovaluta i deres fritid og for deres egne penge er simpelthen at gå for vidt", siger Kent Petersen, Finansforbundets formand, til Nyhedsbrevet Finans.

Han understreger, at Finansforbundet anerkender arbejdsgivernes ledelsesret, men Finansforbundet mener, at der bør være grænser for hvor langt ledelsesretten kan bevæge sig ind på medarbejdernes privatliv.

" Vi mener, at et forbud mod at købe kryptovaluta er en meget voldsom indgriben i privatlivet. Det er vi nødt til at reagere overfor, for det er et skråplan, at vores arbejdsgivere ønsker at forme vores fritid mere og mere. Hvis arbejdsgiverne får medhold i forbuddet i Arbejdsretten, kan det betyde, at vores medlemmer heller ikke må bruge deres egne penge på at gå på casino, hvis de måtte ønske det. Så længe vores medlemmer ikke havner i RKI, mener vi ikke, det er noget arbejdsgiverne skal blande sig i", siger Kent Petersen.

Nordea afviste at suspendere forbud

På mødet med Nordea og FA bad Finansforbundet Nordea om at suspendere forbuddet om medarbejderes investeringer i kryptovalutaer, ind til Arbejdsretten kommer med en afgørelse. Men det afviste den nordiske storbank.

Ifølge dokumentet Nordea Group Board Directive, der blev udformet i december 2017, har medarbejderne seks måneder til at skille sig af med deres kryptovaluta med virkning fra den 28. februar.

"Hvis Arbejdsrettens dom giver os medhold, kan det betyde, at banken skal udbetale erstatning til de medarbejdere, der nu sælger deres kryptovaluta. Afhængig af hvor mange medarbejdere, der besidder kryptovaluta i dag, kan det påføre banken en del besvær", siger Steven Vallik, Finansforbundets chefforhandler.

Arbejdsretten forventes at komme med en afgørelse i sagen tæt på sommerferien.

Seneste nyt