Menu luk

Ensomhed følger med på arbejde

I Jyske Bank arbejdes der bevidst på at inddrage alle medarbejdere i det sociale samvær. ”Når stadig mere af kontakten mellem mennesker foregår på nettet, er det så meget desto vigtigere at gøre en indsats på arbejdspladsen”, siger Lene Hjorth, afdelingsdirektør i Koncern-CSR i Jyske Bank

7. okt. 2018
4 min

​"I dag skal du sidde ved bordet med de orange servietter".

De fleste af os er vanemennesker og tilbøjelige til at vælge den samme plads i kantinen, eller i hvert fald sidde med den samme gruppe af kolleger, når frokosten indtages. Det betyder også, at de kolleger, der aldrig er kommet ind i samværet omkring frokosten, har svært ved at komme i gang med det.

Jyske Bank har i en årrække støttet Folkebevægelsen mod Ensomhed og har i den forbindelse også arbejdet på de interne linjer i uge 17, som er bevægelsens aktionsuge, hvor der blandt andet inviteres til fællesspisninger rundtom i landet. I banken internt forsøgte man her at få kolleger til at blande sig på en ny måde i kantinen.

"Vi har i storkantiner arrangeret spisning på en anden måde end sædvanligt. Bordene blev farveopdelt for at bryde med de faste vaner, i forhold til hvilke kolleger man spiser sammen med", fortæller Lene Hjorth, der er afdelingsdirektør i Koncern-CSR i banken og ansvarlig for eventen mod ensomhed.

På bordene lå der dækkeservietter med fakta om ensomhed, og der var også en quiz, som de ansatte kunne deltage i.

"De tilbagemeldinger, vi har fået, er overvejende positive. Et mindretal synes, det er helt fjollet, men det tager vi os ikke af, for sådan vil det altid være med den slags initiativer. Ensomhed er et stort og veldokumenteret problem, som vi tager alvorligt", siger Lene Hjorth.

Et markant tabu

Hun har aldrig oplevet, at en medarbejder har identificeret sig selv som ensom:

"Det er voldsomt tabubelagt og skamfuldt, så det er ikke fra de ensomme selv, vi får kommentarer. Det er fra mennesker omkring de ensomme, for eksempel en kollega, der siger: 'Det er godt, I har taget det op, for vi ved godt, at en af kollegerne er ensom, vi må prøve at gøre mere'. Ved at skabe opmærksomhed om problemet får vi flere til at tænke sig om og række mere ud mod kolleger".

Lene Hjorth mener, at vi som mennesker er gode til at aflæse, om andre er ensomme eller aktivt foretrækker eget selskab i højere grad end andre:

"Der er jo intet i vejen for, at man foretrækker at gå en tur i middagspausen alene eller ikke har lyst til at deltage i de sociale tilbud på en arbejdsplads – eller måske trænger til at være alene i en periode, hvis man er ramt af en livskrise. Men de fleste fornemmer godt, af hvilke årsager en kollega har truffet det valg, og om der ligger vedvarende ensomhed bag".

For det kan være et fravalg af selskab, som er dikteret af, at den ensomme ikke føler sig godt tilpas eller ligeværdig og ikke synes, han eller hun har noget at tilbyde, og derfor vælger at gå for sig selv. I det tilfælde skal der måske en ekstra opfordring til fra en venlig kollega, uden at det bliver et pres.

Øget risiko på job

Der er god grund til at være opmærksom på, hvordan kollegerne har det, for risikoen for ensomhed på jobbet er øget i forhold til tidligere, mener Lene Hjorth:

"Tidligere var det at have et job i højere grad ensbetydende med, at din risiko for at være ensom var minimal, for du indgik i et arbejdsfællesskab på en anden måde. I dag har mange mulighed for at arbejde mere hjemmefra. Der er også en højere grad af specialisering, som betyder, at stadig flere sidder alene med et specifikt område og dermed har mindre kontakt med kolleger i det daglige. Samtidig er flere løst tilknyttet og projektansat".

Dertil kommer, at meget af den kommunikation, der tidligere foregik per telefon eller ansigt til ansigt, nu er afløst af mailkorrespondance. Hvor det tidligere var nemmere at flette lidt socialt ind i forbindelse med arbejdsopgaver, kan det nu kræve mere af den enkelte at få det sociale forhold til kollegerne til at fungere.

Mange, ikke mindst unge, afslører undersøgelser, føler sig også ensomme uden for jobbet.

"Jeg synes, det er meget sigende, at en ung kvinde på et tidspunkt fortalte mig, at hun havde fået massevis af likes på sin fødselsdag på Facebook, men kun få kommentarer i form af rigtige lykønskninger – og ingen besøg. Hun sad alene på sin fødselsdag".

Når stadig mere af kontakten mellem mennesker foregår på nettet, er det så meget desto vigtigere at gøre en indsats på arbejdspladsen, siger Lene Hjorth.

"Det handler ikke om at trænge sig ind på folk og få dem til at dele deres privatliv, men om at alle har nogen at tale med på arbejde. Det er godt for den enkeltes trivsel, og når mennesker føler, at de hører til, arbejder de også bedre – det er altså også en god idé at gøre en indsats mod ensomhed set ud fra et økonomisk perspektiv".

Fakta om ensomhed

Omkring 350.000 mennesker føler sig ofte ensomme.

Det er ikke mindst børn og unge, der føler sig ensomme.

Kortvarig ensomhed kender alle – langvarig ensomhed kan være helbredstruende.

Hvis du føler dig ensom, så sig det højt, bryd tabuet.

Kilde: Folkebevægelsen mod Ensomhed

Seneste nyt