Menu luk

Bank bøder for bestikkelse af Kinas røde adel

Credit Suisse har indgået forlig med det amerikanske justitsministerium for at undgå en retssag om bestikkelse af den tidligere kinesiske premierminister Wen Jiaboas datter. En stribe andre investeringsbanker banker er også i søgelyset.

18. jun. 2018
2 min

​Det kan være vejen til en god forretning i Kina at være på god fod ikke bare med kinesiske magthavere, men også deres sønner, døtre eller andre familiemedlemmer.

Det, mistænker amerikanske myndigheder, var det bagvedliggende motiv, da Credit Suisse i 1999 hyrede Wen Ruchun, datter af daværende vicepremierminister Wen Jiaboa.

Få år senere blev farmand forfremmet til premiermininster, og nu var det konkurrenten JP Morgan, der ifølge New York Times betalte hende rundhåndet for at få en børsnotering i Kina til at falde på plads.

Investeringsbankerne overtrådte ikke nødvendigvis kinesisk lovgivning. Men de kan meget vel have overtrådt den amerikanske 'Foreign Corrupt Practices Act', der forbyder amerikanske virksomheder - eller virksomheder med aktiviteter i USA - direkte eller indirekte at bestikke sig til tjenester i udlandet.

For at slippe for en retssag har Credit Suisse nu indgået forlig med det amerikanske justitsministerium om at betale en bøde på 302 millioner kroner. Tilbage i 2016 indgik JP Morgan et lignende forlig og betalte 1,7 milliarder kroner.

Dermed er sagen dog ikke slut, for en stribe andre vestlige investeringsbanker hyrede også magtfulde politikeres eller embedsmænds familiemedlemmer. Tidligere præsident Jiang Zhichengs datter Jiang Zemin arbejdede for Goldman Sachs, mens sønnen af chefen for China Everbright Group, en statejet finansvirksomhed, ifølge nyhedsbureauet AFP arbejdede for både JP Morgan, Citigroup and Goldman Sachs. Også UBS og Deutsche Bank har været i de amerikanske myndigheders søgelys siden en efterforskning blev åbnet i 2013.

Året inden havde den Internationale organisation for undersøgende journalister (ICIJ) afsløret, hvordan en meget lang liste over over medlemmer af Kinas 'røde adel' - også kendt som 'kronprinserne' - havde nydt godt af deres fars, svigerfars, bedstefars eller ægtefælles position til at berige sig selv på rekordtid.

Rundhåndede konsulenthonorarer

Ifølge et telegram lækket af Wikileaks skrev det amerikanske udenrigsministerium i 2007, at premierminister Wen ifølge en kilde "afskyede sin families aktiviter", og at "Wens kone og børn havde ry for at kunne 'få tingene gjort' hvis prisen var rigtig".

Ifølge samme kilde tog Wens familiemedlemmer "ikke nødvendigvis mod bestikkelse som sådan, men var modtagelige overfor eksorbitante 'konsulenthonorarer'".

For det amerikanske justitsvæsen er sagen dog soleklar.

"Det såkaldte 'søn-og-datter'-program var blot et andet navn for bestikkelse", har den amerikanske statsadvokat udtalt.
"At tildele prestigefyldte beskæftigelsesmuligheder til ukvalificerede personer for at påvirke embedsmænd er ren og skær korruption".

Investeringsbankerne var i øvrigt også behjælpelige med parkere den røde adels optjente formuer i skattely, viste ICIJ's undresøgelse. Credit Suisses filial i Hong Kong hjalp eksempelvis Wen Jiabaos søn Wen Yunsong med at oprette et selskab på de Britiske Jomfruøer.

Seneste nyt