Menu luk

Vi skal tage whistleblowere alvorligt

Lovgivningen er ikke god nok, mener næstformand i Finansforbundet Michael Budolfsen, der tillægger whistleblowere en central rolle i samfundet og vil arbejde for at forbedre deres forhold.

19. jun. 2017
2 min

​"Du risikerer at få en plet på dit cv, selv om du burde blive hædret for din indsats."

Næstformand i Finansforbundet Michael Budolfsen har i mange år været engageret i arbejdet med at få en lovgivning, der fungerer, og som beskytter whistleblowere. For det har stor betydning, at viljen til at gå til myndighederne med viden om ulovligheder opmuntres af en vished om, at man ikke selv risikerer at komme i klemme.

"Sagen fra J.A.K. illustrerer, at der er et kolossalt behov for at forbedre lovgivningen og mulighederne for erstatning. Som det er nu, har du udsigt til at få typisk 9-12 måneders løn – hvis du altså kan bevise, at du er fyret på grund af whistleblowing."

Det kan i sagens natur være meget vanskeligt at dokumentere, konstaterer næstformanden.

"Og sat op mod at man risikerer at blive miskrediteret og miste sin jobmuligheder, er der ikke mange, der har lyst til at melde sig på banen. Så mange helte er der ikke iblandt os, at vi som samfund skal regne med, at det er forhold, der får folk til at anmelde ulovligheder."

Langt, sejt træk

Finansforbundets jurister har undersøgt mulighederne for erstatning i J.A.K.-sagen, men der synes ikke at være udsigt til, at det lykkes.

"Jeg forstår godt, at det kan være frustrerende, og vi vil fortsat arbejde for at få forbedret forholdene for whistleblowere. Desværre har vi ikke en tryllestav at svinge, det er en langvarig proces," siger Michael Budolfsen.

I øjeblikket arbejdes der i EU-regi på at ensrette lovgivningen omkring whistleblowere, og i den proces vil Finansforbundet atter argumentere for bedre beskyttelse af whistlebloweres anonymitet og bedre mulighed for erstatning.

"Hvis der var blevet blæst i fløjten i tide rundtom i verden, var finanskrisen formentlig aldrig opstået, og whistleblowere kan også afværge kriser og skandaler i andre virksomheder. Men nu hvor finanskrisen er overstået, er det, som om politikerne har mistet interessen for de muligheder, der er for at hindre en ny i at opstå. De holder skåltaler om, at vi har en whistleblowerordning i finanssektoren – men når den ikke fungerer, må der rettes op på skævhederne."

 

Seneste nyt