Menu luk

Vestager roser bankernes sundhedstilstand

Vi vil ikke få den samme finanskrise igen som for ti år siden, fordi Europas banker generelt har det godt nu, og fordi vi i dag har fået en helt anderledes effektivitet i de europæiske finanstilsyn, end der var tidligere, lød det fra EU’s konkurrencekommissær Margrethe Vestager, da hun deltog i et debatmøde i Finansforbundet.

20. nov. 2017
2 min

​Den europæiske banksektor har det generelt godt i dag, niveauet for dårlige lån er helt anderledes end det var for fire-fem år siden, og EU-landenes økonomi er mere stabil end for et par år siden. Derfor er der ifølge EU's konkurrencekommissær Margrethe Vestager lige nu minimal risiko for, at finanskrisen vil gentage sig.

"Vi får ikke den samme krise igen, men vi kan ikke forsikre os mod, at der kommer en anden type krise", sagde hun, da hun fredag den 17. november deltog i et debatarrangement i Finansforbundets lokaler i København.

"Bankkrisen gentager sig ikke, fordi vi har fået en helt anderledes effektivitet i de europæiske finanstilsyn", understregede Margrethe Vestager.

Der er gennemført massive redningsaktioner for flere italienske banker, men den danske EU-kommissær vurderer, at myndighederne har styr på situationen. Den danske banksektor er meget sund, men de store banker er meget store, sagde Margrethe Vestager og lod udsagnet hænge i luften.

"I dag er vi et helt andet sted, end dengang krisen var dybest", sagde hun til de godt 100 tilhørere fra den danske finanssektor, inden hun gjorde rede for den indskydergarantiordning, der drøftes på europæisk plan, og som ifølge hende gerne må munde ud i en lidt småkedelig finanssektor, som er solid og robust, og hvis vigtigste formål er at støtte resten af økonomien.

De danske pengeinstitutter er ikke enige om, hvorvidt Danmark bør tilslutte sig Bankunionen. Skepsissen går blandt andet på, hvorfor danske banker skal være med til at redde nødlidende sydeurpæiske banker.

"Det forstår jeg godt, men man skal huske på, at niveauet for bankerne er anderledes i dag end for fire-fem år siden. Der er færre dårlige lån nu", sagde Margrethe Vestager og talte for, at det er naturligt både at have nationale og fælleseuropæiske finanstilsyn, fordi der både er nationale markeder og et fælleseuropæisk marked.

Grådighed forsvinder ikke

Flere tilhørere spurgte ind til organisationen under konkurrencekommissæren, hvis arbejde har ført til udskrivelse af milliardbøder til virksomheder som Google og Apple. Margrethe Vestager fortalte, at hun har over 900 embedsmænd med blandt andet stærke juridiske og økonomiske kompetencer til at undersøge de sager om ulovlig statsstøtte og afsløring af karteller, som hun er blevet profileret på i internationale medier de senere år.
Og der er intet, der tyder på, at Margrethe Vestager og hendes embedsapparat får mindre at lave fremover.
"Grådigheden forsvinder ikke, og frygten for at blive drevet ud af et marked vil også kunne få virksomheder til at begå ulovligheder", sagde Margrethe Vestager og refererede med et glimt i øjet til økonomen Steven D. Levitts bog "Freakonomics", der hævder, at i alle brancher er der cirka 11 procent snydepelse.

Seneste nyt