Menu luk

Tid til at reboote fintech

KLUMME: Europas førende fintechaccelerator, Level39, trækker stikket og bliver kontorhotel. Måske det bedste, der kunne ske, for at få os til at tænke over, om vi udvikler nye banker for investorer i himmelhøjde eller kunder på gadeniveau.

25. jun. 2017
3 min

​For tre år siden besøgte jeg første gang Level39, og jeg var vildt imponeret. Level39 ligger, som navnet antyder, på 39. etage i den allerhøjeste skyskraber i Londons nye finansdistrikt i Canary Wharf, og når man står foran de store vinduer og kigger ud over byen og ser Themsen sno sig nedenunder, har man følelsen af at se langt ind i den finansielle fremtid.

Level39 betegner sig selv som Europas største accelerator inden for fintech og cybersecurity og er på mange måder symbolet på de store bankers forbindelsesled til ny finansiel teknologi. Det er her, nye tanker, forretningsmodeller og brillante fintechstartups bliver coachet og finansieret til international succes.

I begyndelsen af maj meddelte chefen for Level39 Technology Accelerator Ben Brabyn så pludselig, at han nu fjernede ordet "accelerator" fra sit visitkort, fremover ville man kun være et co-working space!

"Accelerators are dead", udtalte han til Financial News. De leverer ikke de resultater, investorerne drømmer om, det vil sige børslanceringer og overtagelser, som giver venturefondene milliardindtægter, hvilket er drivkraften i hele konstruktionen.

Acceleratorer præsterer ikke tilstrækkeligt med "unicorns" – virksomheder til en værdi over 1 milliard dollars – som er den enhed, ægte succes måles med i Silicon Valley og London Tech City. Og man er klar over det i toppen. Lederne for mange andre acceleratorprogrammer analyserer lige nu også deres arbejdsmodeller, der i deres udspring har fungeret efter "X-factor"-princippet: Man scanner tusindvis af startups, udvælger de 10 bedste, som man sender på træningslejr med Blachman, mens man øger investeringerne og markedsføringen, indtil de allerbedste får en pladekontrakt og leverer et superhit på Spotifys toptiliste.

55 acceleratorer i London

Der er mange businessacceleratorer i verden. Alene i London har jeg optalt 55 af slagsen inden for forskellige industrier, og deres programmer har skabt fantastiske resultater. Airbnb, TransferWise og N26 er eksempelvis udgået fra acceleratorer. Men noget er tydeligvis galt, og mange i branchen erkender, at man har behov for at reboote fintech på trods af mange flotte resultater.

Men måske skal man starte med at tage elevatoren ned fra de højere luftlag!

Level39 blev skabt for at knytte fintech, banker og venturekapitalister sammen, og det gjorde man med stor succes ved at hæve sig 140 meter op i luften. Men samtidig flyttede man sig også så langt væk fra kunderne, som man overhovedet kunne komme. Og det er måske her, det er gået galt.

For 14 dage siden var jeg med en gruppe danske bankfolk på besøg hos en food accelerator, Kitchenette Karts, som holder til på Chrisp Street Market i Tower Hamlets, der er en af Londons fattigste bydele. Acceleratoren ligger blot et stenkast fra Canary Wharfs glastårne, ingen på Level39 har garanteret nogen sinde hørt om Kitchenette Karts. Den unge kvinde, Cynthia Shanmugalingam, der har skabt programmet, har ikke desto mindre over de seneste tre år fået etableret ni gadekøkkener og skabt omkring 100 nye arbejdspladser. Hun bruger fuldstændig samme udviklingsmodel som Level39, men spørger du investorerne og de mange mennesker, som har fået arbejde og omsætning, vil de svare: "Accelerators are very much alive".

Vi har lært fantastisk meget om at skabe og drive acceleratorer over de seneste fem-seks år – vi ved meget mere om, hvordan man skaber en fintechsucces i dag, end vi gjorde før finanskrisen. Det er noget sludder, at "accelerators are dead" – de lever i bedste velgående. Hvad lukningen af Level39 imidlertid kan fortælle os, er, at vi måske ikke skal udvikle nye banker alene for investorer i himmelhøjde, men koncentrere os mere om kunder på gadeniveau.

Seneste nyt