Telegigant overhaler banker

​Det vrimler ikke ligefrem med banker i Den Demokratiske Republik Congo, og fra mit sidste besøg i det krigshærgede land husker jeg tydeligt, at al betaling stadig foregik i kontanter, helst dollar. Så da jeg krydsede grænsen fra nabolandet Rwanda, måtte jeg nok engang medbringe halvstore kontantbeløb til rejsen med de indlysende risici det indebar.

Min hovedpine var dog for intet at regne mod almindelige congoleseres. Eksempelvis Romain Semakuba, der til dagligt arbejder i den østlige grænseby Bukavu, mens kone og børn bor i byen Goma 200 kilometer mod nord. "Familien ventede altid på, at jeg kom i weekenden, for jeg tog selv pengene med. Ellers fandt jeg folk, der kunne tage penge med til dem med alle de risici det indebar for, at de huggede pengene," fortæller den 37-årige elektroingeniør i et interview over WhatsApp.

Det var dengang. Når Semakuba i dag skal sende penge til sin kone bruger han sit teleselskab Orange, der har udviklet tjenesten Orange Money til sine afrikanske kunder.

Tjenesten gør det muligt at sætte penge ind på sin mobilkonto og overføre dem til en anden Orange-kunde. Modtageren kan enten bruge de elektroniske penge til at betale for varer i en butik, der accepterer Orange Money - men kan også få dem udbetalt kontant hos en såkaldt Orange Money-agent, der i så fald tager et lille gebyr for overførslen.

"I Goma går min familie bare ud på gaden. Der er stort set Orange Money-agenter overalt i byen. Så viser de telefonen til agenten, han giver dem sit nummer, og de sender ham pengene. Gebyret på 0,6 dollar [2,56 kr., red.] bliver trukket direkte i forbindelse med transaktionen."

Simpel mobilteknologi

Strategien bag Orange Money - og et par lignende tjenester fra konkurrerende telegiganter - bygger på to tal: Færre end 24 procent af befolkningen syd for Sahara har i dag en bankkonto, mens 80 procent har en mobiltelefon ifølge Orange. Der er med andre ord et enormt potentiale for at levere bankydelser til ikke bare fattige, men også middelklassen - sålænge det foregår via en mobiltelefon.

Men faktisk var det ikke derfor, at Orange, det tidligere statsejede France Telecom, udviklede tjenesten, forklarer man i telegigantens hovedkvarter i Paris.

"Vi har et stærk position på telekommunikationsmarkedet i Afrika, men for ti år siden stod vi over for en udfordring. 97 eller 98 procent af vore kunder er tank-op-kunder, så de har ingen abonnementsordning. De skiftede derfor selvfølgelig fra den ene operatør til den anden afhængigt af tilbud, rabatter osv. Så vi stod over for et loyalitetsproblem," forklarer Alban Luhern, direktør for Orange Money. 

"På samme tid gik det op for os, at andelen af folk med bankkonto var meget lav, omkring 10 eller 20 procent dengang alt afhængig af land. De strukturelle omkostninger er så høje, at banker ikke kan åbne afdelinger overalt, og bankerne er ikke designet til at betjene fattige folk. Mens vi som medieoperatør kender til at betjene middelklassen og lad os sige fattige folk. Sidst, men ikke mindst, var det teknologisk meget enkelt at tilbyde bankydelser til denne befolkningsgruppe."

Alban Luhern tager sin mobiltelefon frem og demonstrerer, hvordan han ved at taste en simpel kode får adgang til en menu fra Orange Money på sin skærm, der til forveksling ligner en avanceret sms. Herefter er det bare at taste sig frem for at se ens saldo, sende penge, ændre kodeord osv. "Man behøver ingen smartphone. Det virker med en 10 dollar-telefon købt på markedet. Man behøver hverken 3G, 4G eller wifi. Det virker, bare der er mobildækning."

Erstatning for girokort

Det seneste år har Orange Money næsten fordoblet kundebasen til 34 millioner brugere i 17 lande i primært Vest- og Centralafrika. En del af væksten skyldes opkøb af mindre teleselskaber, men også at man kan betale med Orange Money flere og flere steder - og det giver loyale telekunder.

I Mali kan man eksempelvis ikke bare bruge Orange Money til indkøb hos købmanden i den mindste flække, men også tanke benzin. Og det stopper ikke der. Jeg ringer til en ung universitetsstuderende ved navn Ousman Traoré, som jeg mødte under mit sidste besøg i det ligeledes uroplagede vestafrikanske land. "Jeg meldte mig til Orange Money lige fra det blev lanceret," fortæller Ousman Traoré fra hovedstaden Bamako. Ligesom Romain Semakuba i Congo sender han også penge til sin familie, i hans tilfælde forældrene der bor på landet 50 kilometer fra nærmeste bank.

"Men jeg bruger det også det til at betale husholdningens regninger. Så behøver jeg ikke gå ned på et kontor for at betale el- og vandregninger," siger Traoré. Han har faktisk en bankkonto, men det hjælper ikke, da der hverken findes girokort eller betalingsservice i Mali.

"Det er et mareridt, når man skal betale sin el-regning i Afrika. Man skal fare til den anden ende af byen og vente i timer, fordi alle venter til sidste dag for at betale regningen," supplerer Alban Luhern og forklarer, at virksomheder derfor er mere end villige til at indgå partnerskaber med Orange Money. "For dem er det en måde at yde bedre service til deres kunder. Og de er mere sikre på at deres kunder betaler til tiden."

Udbetaling af løn

Orange Money bliver også brugt til at udbetale løn. Lige fra privatpersoner, der aflønner hushjælpen, til Unicef der ifølge Luhern bruger tjenesten til at overføre løn direkte til lærere på Madagascar. Men der er navnlig voksende efterspørgsel på business to business-markedet - især til aflønning af medarbejdere der arbejder i mineindustrien eller landbrugssektoren langt fra lands lov og ret: "I dag er disse virksomheder nødt til at sende varevogne med kontanter. Det er farligt, og det er dyrt."

I skrivende stund er næste skridt på trapperne, nemlig lancering af korttidslån til telekunderne. Afgørelsen om kreditværdighed vil blive truffet af en algoritme, der analyserer de data, Orange Money har om sine brugere. "Jeg vil kunne bede om 50 euros, hvorefter systemet siger ja eller nej. Hvis svaret er ja, vil beløbet omgående blive overført til min telefon," forklarer Luhern.

Til hvilken rente? "Det er til diskussion i øjeblikket, men hvis vi ser på, hvad der eksisterer i Kenya og Østafrika, er det noget à la 7 procent om måneden." Om det ikke er at udnytte fattige mennesker uden andre muligheder? "Absolut ikke. For enten findes der ikke alternativer. Og hvis der gør, så er det ågerkarle - en fyr på gaden der kræver 100 procent om ugen. Men De må også forstå, at vi ved, at der vil være en andel af folk, der ikke betaler deres lån tilbage, som er svær at vurdere. Og hvis det sker, følger vi ikke op på det, fordi vi ikke har deres adresse og heller ikke vil kunne trække dem i løn, som man kan i Frankrig eller Europa."