Menu luk

Stor interesse for fintech-netværk

Hvordan skal vi bruge startups, platformsstrategier og blockchainteknologi? Det er nogle af de spørgsmål, 30 deltagere i Finansforbundets nye populære netværk ”Building Bridges Fintech” diskuterer. Deltagerne kommer fra 17 forskellige finansielle virksomheder og er alt fra rådgivere og HR-folk til it-udviklere og ledere.

3. apr. 2017
4 min

​Hvordan er Fintech-virksomhederne organiseret? Hvordan arbejder de? Og hvordan fungerer de i praksis? Det var nogle af de spørgsmål 34-årige Irma Nezirevic fra Bankdata håbede at få svar på, da hun sidste år tilmeldte sig Finansforbundets netværk "Building Bridges Fintech" sammen med 29 andre medarbejdere fra den finansielle sektor.

Hun er afdelingsleder i Bankdata og har sammen med en lederkollega taget turen fra Fredericia til hovedstaden tre gange i løbet af de sidste tre måneder. Ambitionen er at bliver klogere på den seneste finansielle teknologi og få sparring og inspiration fra medarbejdere fra andre pengeinstitutter og datacentraler. 

I dag er de til det tredje arrangement i det eftertragtede netværk, som ifølge Finansforbundet blev overtegnet i løbet af et par dage. Dagens vært er Copenhagen Fintech Lab, temaet er blockchainteknologi og en af netværksdeltagerne holder oplæg. Temaet på de to foregående netværksarrangementer har været Danske Banks Startup-incubator Mobil Life og brugen af platformsstrategier hos Saxo Bank. Og Irma Nezirevic er meget begejstret for netværket.

"Mobil Life, platformsstrategier og blockchainteknologi er de emner, der er hotte i øjeblikket og noget, som kommer til at påvirke vores tankegang og arbejde de næste par år. Min kollega og jeg er her for at få så meget viden og sparring om emnerne, så vi kan agere god sparringspartner for vores pengeinstitutter, og ved, hvad vi taler om og kigger på, når vi skal i gang med at arbejde med det på Bankdata", siger Irma Nezirevic, som er leder i en afdeling i Bankdata, som udvikler betalinger og betalingssystemer.

Fintech-netværket spænder bredt

De 30 netværksdeltagere kommer fra 17 forskellige arbejdspladser. Nets, Bankdata, BEC, Sparekassen Kronjylland, Nykredit, Danske Bank, Nordea, Saxo Bank og Danske Andelskassers Bank er nogle af de finansielle virksomheder, som er repræsenteret i netværket, som spænder bredt. Der er alt fra HR-folk og forretningsudviklere over IT-udviklere og analytikere til ledere og rådgivere og fintech. Og mixet er helt bevidst.

"Ambitionen for netværket har fra begyndelsen været at lave et netværk, der inviterer til inspiration og læring med deltagere, der arbejder med eller har interesse for fintech. Vi ville gerne have deltagere, som kom med en anden forretningsforståelse og var interesseret i fintech og kunne se, at sektoren bevæger sig i den retning. Derfor valgte vi at kalde det "Building Bridges Fintech", siger Jonas Kold Dhyrbye, seniorkonsulent i Finansforbundet og tovholder på netværket.

Temaerne på netværket er blevet til på baggrund af en workshop, hvor Finansforbundet inviterede forskellige medarbejdere fra sektoren og Copenhagen Fintech Lab ind til en workshop, hvor deltagerne debatterede og besluttede, hvilke temaer de så som relevante i forhold til deres arbejde. Det kom der et netværk med fem netværksarrangementer ud af.

Deltagerne er tilmeldt en læringsplatform, hvor de op til hvert arrangement bliver fodret med artikler og undersøgelser om det tema, de skal introduceres til. Hvert arrangement er fire timer langt. Først får deltagerne et erfaringsmæssigt oplæg fra den virksomhed eller sted, netværket besøger. Herefter tager en netværksfacilitator over og perspektiverer oplægget og sætter dagens tema ind i en global kontekst. Derefter diskuterer deltagerne, hvordan de kan bruge de forskellige teknologier i praksis på deres egen virksomhed.

På fintech-studietur til London

Næste gang Irma Nezirevic og hendes netværksstudiekolleger mødes bliver på en to-dages tur til London med teamet crowdlending. På studieturen skal netværket besøge forskellige startups og fintech-virksomheder, og se hvad de egentlig laver, og om de er så effektive, dygtige og hurtige, som netværksdeltagerne har hørt. Irma glæder sig til turen, og hun har kun rosende ord at sige om netværket.

"Netværket har faktisk overgået mine forventninger. Jeg synes, det har været virkeligt spændende at have de forskellige diskussioner og høre nogle af de indlæg, der har været. Det er ikke noget, hvor vi siger, den her tager vi med hjem og implementere i morgen, men vi har fået nogle informationer og et mind-set med os, som vi kan bruge til at inspirere vores kunder, de andre ledere og medarbejdere og sige, at det er den her vej, vi skal. Det her er hvad de store eksperter siger, og hvad de store aktører gør. Så vi skal være med til at guide pengeinstitutterne og være med til at skabe noget innovation sammen med dem", siger Irma Nezirevic.

Finansforbundet er allerede i gang med at planlægge programmet for det kommende "Building Bridges Fintech"-netværk, som løber af stablen til efteråret.

Seneste nyt