Menu luk

Ok at være træt af digitalisering

Forandring fryder ikke altid, men du kan øve dig mentalt på at håndtere usikkerhed i jobbet, siger stress-ekspert Pernille Rasmussen.

25. jan. 2017
2 min

​Bekymringer kan give samme symptomer som stress. Du sover dårligt om natten, har ondt i maven eller svært ved at koncentrere dig.

Måske er du påvirket af snakken om robotter og kunstig intelligens, der kommer krybende ind på din arbejdsplads som en tyv om natten. Måske tænker du bevidst eller ubevidst på de kvikke fintech-drenge, der får dine solide bankkompetencer til at fremstå oldnordiske. Filmen – 'hvad nu hvis jeg bliver fyret' kører uafbrudt bag nethinden. Og du er ved at være godt træt af digitale forandringer.

"Det er i så fald helt ok," fastslår stress-ekspert og psykolog Pernille Rasmussen fra konsulentfirmaet Grow People.

"Man skal lade være med at slå sig selv oven i hovedet, hvis ikke man elsker forandringer. Vi er designet til, at forandringer er noget utrygt. Det bekymrer det os ofte, når vi ikke ved, hvad der venter os. Men man kan arbejde proaktivt ved at få afklaret præcist, hvad man bekymrer sig om, siger hun.

"Er du bange for at blive fyret, kan du gå til sin chef og få et svar på, hvad der konkret skal ske i afdelingen. Du kan også have tillid til, at du nok skal klare, hvad der måtte komme – for det har du jo gjort før!" fastslår hun.

Det hjælper mentalt at acceptere, at man ikke har kontrol over fremtiden og ikke kan være på forkant med alle begivenheder, fremhæver Pernille Rasmussen.

"Nu går der lidt mindfullness i det – men det hjælper at være og leve i nuet. Det slider at tænke tilbage på alt det, man burde have gjort, eller fremad på alt det, der truer, siger hun og citerer Mark Twains ord om, at "jeg har haft rigtig mange bekymringer – og de fleste blev ikke til noget."

Pernille Rasmussen slår et slag for, at kolleger hjælper hinanden ved åbent at diskutere udfordringerne.

"En ting skal undgås: Brok og negativ energi. Det påvirker hele arbejdspladsen og skal stoppes. Man skal hjælpe hinanden igennem ved at kommunikere indbyrdes. Det forebygger, at alle bliver handlingslammede," siger hun.

Seneste nyt