Ledige finansfolk får job som ejendomsadministrator
Ni af Finansforbundet ledige og opsagte medlemmer har fået en traineeplads hos en ejendomsadministratorvirksomhed. Det er færre end forventet, lyder det fra Morten Stick Knudsen fra Finansforbundet, som håber, at flere medlemmer får et traineejob inden september.
For 10-15 år siden tog en god kollega til Hanne Rosenkilde springet fra finanssektoren til ejendomsadministrationsbranchen, og siden dengang har tanken om at blive ejendomsadministrator strejfet hende flere gange.
I dag har hun i en alder af 56 år fået foden indenfor ejendomsbranchen. Hun er en ud af ni af Finansforbundet ledige og opsagte medlemmer, som er blevet ansat som trainee i en ejendomsadministratorvirksomhed og hermed sikret et særligt uddannelsesforløb som ejendomsadministrator, som er tilrettelagt af Finansforbundet og Ejendomsforeningen Danmark,der er erhvervsorganisationen for ejere, udlejere og administratorer i Danmark.
Hanne Rosenkilde er påbegyndt et omskolingsforløb sammen med 22 andre ledige og opsagte, der ud fra en CV-database med 53 ansøgere, blev udvalgt af en eller flere ejendomsadministratorvirksomheder og kaldt til ansættelsessamtale. 14 af de 23 kursister mangler dog stadig at få en traineeplads, som udløser betalingen af et særligt uddannelsesforløb som ejendomsadministrator. Og det ærgrer Morten Knudsen Stick, arbejdsmarkedskonsulent i Finansforbundet.
"Vi havde forventet, at ejendomsadministratorvirksomhederne ville ansætte 20 trainees, men der er pt kun ansat ni. Og det er ærgerligt. Men virksomhederne har stadig ind til midten af september til at ansætte flere. Og det håber vi, at de gør. Vi oplever i øjeblikket en rigtig stor interesse for uddannelsen både blandt vores opsagte medlemmer og vores medlemmer, som er i job, men overvejer at skifte til en anden branche," siger Morten Stick Knudsen til Nyhedsbrevet Finans.
Ejendomsforeningen Danmark øger omtale af uddannelsen
I Ejendomsforeningen Danmark arbejder man også på at få flere medlemsvirksomheder til at tilbyde de tidligere finansansatte en traineeplads. Ifølge udviklingskonsulent Lotte Rendtorff har man blandt andet sendt mails ud til samtlige medlemsvirksomheder og opfordret dem til at ansætte trainees samt løbende omtalt initiativet både i foreningens medlemsblad og nyhedsbrev, hvor der er kommet ansigter på de ledige.
Det har ifølge Lotte Rendtorff allerede betydet, at flere har spurgt om adgang til CV-databasen, men hvorvidt det munder ud i konkrete traineepladser, er svært at spå om.
"Vores medlemsvirksomheder har generelt, taget godt imod initiativet. Men det er selvfølgelig kun dem, som står og mangler medarbejdere lige nu, som melder sig. De skal have en ledig stilling for at kunne tilbyde nogen en ansættelse. Men jeg håber, at flere virksomheder melder sig i løbet af august og september måned, når vi igen omtaler samarbejdet", siger Lotte Rendtorff til Nyhedsbrevet Finans.
Traineeplads som springbræt til fast job
Første september begynder Hanne Rosenkilde sit nye job hos ejendomsadministratorvirksomheden CEJ, og hun håber, at hun om et år kan skifte traineepladsen ud med et fast job i ejendomsadministratorbranchen.
"Jeg håber selvfølgelig, at jeg kan få lov at blive. Jeg fik at vide, at min ansættelse som trainee var med henblik på at ansætte mig bagefter. Men de kunne ikke love noget. Så jeg håber, at jeg får lært noget. Ellers må jeg selv gøre en indsats for at holde mig til. For mig gælder det om at få et godt forløb og så god en ballast, at jeg efter et år også er attraktiv for andre, hvis jeg ikke kan blive i CEJ", siger Hanne Rosenkilde, som har mere end 30 års erfaring fra finanssektoren blandt andet godt 20 år som erhvervsrådgiver.
Fakta:
Hvorfor skal Finansforbundets medlemmer være ejendomsadministratorer?
Ifølge en beskæftigelsesundersøgelse fra Ejendomsforeningen Danmark vil der frem mod 2026 være behov for 4.250 flere ejendomsadministratorer i branchen. Det har sammenholdt med en stor interesse fra Finansforbundets medlemmer været en del af baggrunden for, hvorfor Finansforbundet har valgt at tilbyde uddannelsen til sine ledige og opsagte medlemmer.
Hvilke medlemmer får tilbudt uddannelsen som ejendomsadministrator?
I første omgang har Finansforbundet tilbudt ledige og opsagte medlemmer i hovedstadsområdet en særligt tilrettelagt uddannelse som ejendomsadministrator og et omskolingsforløb. Medlemmer, som har søgt en et-årig traineeplads og efterfølgende været til jobsamtale, er blevet optaget på omskolingsforløbet, som bliver afviklet i juni og august måned. For at påbegynde selve ejendomsadministratoruddannelsen, som starter i midten af september, skal medlemmerne have fået en traineeplads hos en ejendomsadministratorvirksomhed.
Fakta om uddannelsesforløbet som ejendomsadministrator
Det særligt tilrettelagt uddannelsesforløb som ejendomsadministrator består af undervisning i to erhvervsakademifag "Indledende ejendomsadministration" og "Administration af boligudlejningsejendomme", der afsluttes med en fire timers skriftlig eksamen i midten af foråret 2018. Når den 1-årige traineeansættelse er slut, har traineen gennemført to ud af tre obligatoriske fag på Erhvervsakademiuddannelsen og mangler efterfølgende kun "Ejendoms- og skatteregnskab" samt to valgfag for at have gennemført ejendomsadministratoruddannelsen.