Kend din amygdala

Hjernen er formbar og ændrer sig i forhold til det, vi oplever; Der er et utal af forbindelser i hjernen, som hele tiden bliver styrket, svækket eller omformet som følge af, at vi bruger hjernen.

Ord som amygdala, pandelapper og hippocampus skal ikke længere være forbeholdt hjerneforskningen, men kan være et ledelsesredskab. I arbejdslivet er viden om hjernen særlig vigtigt, når der sker forandringer, siger sociolog Anette Prehn, der i sin seneste bog 'Hjernesmart ledelse' oversætter de neurologiske processer med metaforer, så de er lettere at forstå.

En hjernesmart leder er en, der kender hjernens spilleregler og ved, at alt handler om forbindelser – forbindelser oppe i lederens hjerne, i medarbejdernes hjerner og forbindelserne mellem mennesker. Ifølge Anette Prehn er spørgsmålet ikke, om man som leder sætter sig spor i sine medarbejderes hjerner, men hvilke spor man sætter.

Bjørnen kommer

Hvis en medarbejder oplever sig truet, kan han blive kapret af sin amygdala. Amygdala er hjernens alarmklokke, der blandt andet håndterer frygt og forsvarsreaktioner.

"Amygdala kan kapre hjernen lige som en pirat og overtage styringen, og det er jo vigtigt, når vi ser en bjørn, men det har nogle helt konkrete effekter for vores arbejdsliv", siger Anette Prehn og tilføjer, at hjertet begynder at galoppere, åndedrættet bliver hurtigt, og musklerne spændes op.

"Udfordringen er bare, at der er rigtig mange hverdagssituationer, hvor du synes, du ser en bjørn, selvom der strengt taget ikke er en bjørn. En leder, der skal have en vanskelig medarbejdersamtale, kan have en amygdala, som fortæller hende, at hun står over for en bjørn, det vil sige en farlig situation. Medarbejderen, der skal have et bestemt antal kundemøder om ugen men oplever at være til eksamen til møderne, kan også blive kapret, og det er ikke særlig hensigtsmæssigt", siger hun og forklarer, at amygdala ikke kender forskel på levende bjørne og symbolske bjørne:

"Hvis robotter skal overtage flere bankjob, er det jo potentielt en farlig situation, men jo mere vi fokuserer på det farlige, jo mere hæmmede og låste bliver vi også".

Gode vaner

Når en leder forstår, hvordan hjernens vagthund og alarmklokke rører på sig, bliver han samtidig mere opmærksom på det, man kalder statustrusler. Hvor han måske før kunne finde på at trække forhold omkring enkelte medarbejdere frem og udpensle det, forstår han nu, at han dermed kommer til at træde på en medarbejder.

Et vigtigt gennembrud for hjerneforskningen er, at vi i dag ved, at hjernen er plastisk i betydningen, at den er formbar, og den formes af omgivelsernes stimulering.

"Det er kun femten år siden, at vi troede, at vi voksne stort set fra start havde de hjerneceller, vi skulle have, og så gik det ellers ned ad bakke. I dag ved vi, at det, vi træner, er det, vi styrker. Jeg sammenligner det med stier i forårsskoven. De stier, vi går ad hyppigt, bliver brede og mere tydelige, så de er oplagte at følge. Og stier, vi går på meget sjældent, gror til".

Sådan kan vi med fordel også tænke på vaner: de bedst optrænede vaner er som motorveje i hjernen, og de aflaster andre dele af hjernen, siger Anette Prehn:

"Uden vanerne skulle vi konstant tage stilling til alt muligt. Derfor er det godt at have vaner. Med en hvilken som helst arbejdsopgave kan vi spørge os selv: Vil jeg investere i at gøre det her tilpas mange gange, til at det bliver til en vane, eller skal jeg "starte forfra" hver gang?"

I baglås

Mange organisationer opfører sig klodset, når de bare giver endnu flere opgaver til deres medarbejdere, for hermed ender helt almindelige situationer med at være sværere, end de behøver at være, fordi amygdala altid vil beskytte og advare os.

"Det er helt naturligt, at mennesker går i baglås, men det kan vi komme ud over ved at have ledere, der forstår sig på medarbejderne, fordi de har lært hjernens spilleregler at kende. Spørgsmålet er, hvordan en leder aktiverer de bedste erfaringer fra fortiden og lægger dem ind i fremtiden, når der skal skabes forandring".

"Kendskab til hjernens spilleregler kræver kompetenceudvikling. En del ledere på mine kurser tror, at nu skal de høre noget, så de kan gå hjem og fikse modstanden hos medarbejderne. Der er vi på forskellige baner, fordi min pointe er, at også medarbejderne skal forstå, hvordan hjernen laver julelege med os", siger Anette Prehn og tilføjer:

Mange tror, at hvis man skal have mennesker med på noget, skal man på kursus i forandringsledelse, så man kan stoppe det ned i halsen på andre. Problemet er bare, at hjernen fungerer ved at gøre modstand i de situationer:

"Medarbejdernes fejlfindingscenter lyser hurtigt op i hjernen, når organisationen eller chefen forsøger at tvinge dem til at forstå, at en forandring er vigtig. Så går de i modstand og begynder at lede efter fejl."

Overspringshandling

Hvorfor reagerer vi så voldsomt på forandring, der jo mere er et almindeligt vilkår?

"Forandring er jo noget andet end det, vi er vant til, og hjernen får svært ved at forudsige, hvad der er på vej. Du vil gerne se det i sammenhæng med det, du kommer fra og det, du står i. Når vi kan se, at virkeligheden for bankansatte bliver meget anderledes, så vil den hjernesmarte leder gerne sikre en løbende brobygning til det, vi kender. Hvad er det for vaner, vi kan beholde? Hvad gør jeg godt allerede, som der fortsat er brug for?"

Her finder Anette Prehn en forklaring på, hvorfor mange chefer kommer galt afsted.

"Hver gang en chef vælter ind i en organisation og begynder at ændre alt muligt, er det dybest set det samme, som at sige, at alt, hvad I har gjort indtil i dag, er utilstrækkeligt. Det er jo mangel på respekt, uanset at der er noget i organisationen, der fungerer mindre hensigtsmæssigt".

Anette Prehn vil have lederne til at forstå, at ledelse er facilitering af hjerneprocesser:

"En leder, der introducerer en forandring i organisationen, siger måske, at denne ændring er ikke farlig, og ingen skal fyres. Men bagefter går snakken om, hvem der skal fyres. Det skyldes, at hjernen hæfter sig ved det mest konkrete i sproget. I sådan en situation har lederen påvirket medarbejdernes hjerneprocesser, men med bind for øjnene", slutter Anette Prehn.