Menu luk

Jyske Bank opruster i Tyskland

Private banking er i vækst både nationalt og internationalt. Det mærker Jyske Banks 150 medarbejdere, der fra København, Hamborg og Gibraltar servicerer 10.000 private banking-kunder. Hovedparten taler tysk, for der er et stort potentiale på det tyske marked.

19. jun. 2017
3 min

​Taler du tysk, og har du mod på at arbejde med private banking i det tyske marked? Så er det måske lige dig, vi mangler. Det kunne være indledningen på et jobopslag hos Jyske Bank. Banken leder efter en private banker til bankens kontor i Hamborg, hvor tre private bankere sidder. Banken opruster på det tyske marked, hvor der i øjeblikket er en åbning, fortæller Jens Lauritzen, som er direktør for Jyske Banks private banking i udlandet.

"Det tyske marked er enormt. Vi har mange muligheder for at tage fat i en hel masse kunder. Tyskerne er generelt en lille smule utilfredse med deres egne banker. Det har lidt at gøre med måden, de opererer på i det tyske marked. Det skyldes også, at alle de tyske banker var i uføre i forbindelse med finanskrisen, hvorimod de danske banker, herunder specielt os i Jyske Bank, har stået krisen godt igennem uden at få hjælp fra staten. Det kvitterer de tyske kunder lidt for. Så vi spiller en smule på, at de kan komme til en dansk bank", fortæller Jens Lauritzen, Jyske Banks direktør for private banking i udlandet.

Jyske Bank har 10.000 udenlandske private banking-kunder, som bliver betjent af 150 medarbejdere i København, Hamborg og Gibraltar. Banken har en lang tradition for at arbejde på det tyske marked, hvis kunder udgør en tredjedel af Jyske Banks udenlandske private banking-kundeportefølje. Den næststørste gruppe er englændere, hvor godt hver fjerde private banking-kunde er englænder. Den tredjestørste kundegruppe er danskere og svenskere bosat i udlandet.

Lønsom forretning på Gibraltar

Bankens tyske kunder bliver primært betjent fra Jyske Banks afdelinger i København og Hamborg, hvor i alt 30 private bankere og 20 administrative medarbejdere er beskæftiget. Resten af bankens internationale private banking-kunder bliver betjent fra Gibraltar, hvor banken har 100 medarbejdere ansat til primært at servicere lokale og internationale kunder, herunder 5.000 private banking-kunder svarende til halvdelen af bankens samlede portefølje af udenlandske private banking-kunder. 50 af de 100 medarbejdere er private bankere.

"Vi servicerer primært Gibraltar, Costa del Sol, Solkysten og Algarve ud fra vores beliggenhed på Gibraltar. Og der bor rigtig mange spændende kunder i de markeder. Vi har typisk kunder, som har en investerbar formue på 2-5 millioner kroner, som mange af de store tyske og engelske investeringsbanker ikke vil røre ved. De har ikke følt, at de kunne tjene penge på dem. Vi har kunnet levere nogle ydelser og produkter til dem, som de ikke har kunnet få adgang til i andre banker. Det har vi stor succes med, og derfor har vi også tiltrukket en hel del kunder", siger Jens Lauritzen.

Ifølge Jens Lauritzen er bankens forretning på Gibraltar meget lønsom. Sidste år havde den et overskud på 5,7 millioner pund efter skat.


Udlandsportefølje opbygget gennem bankkøb

Kimen til Jyske Banks udenlandske portefølje blev grundlagt i 1980'erne, hvor Jyske Bank overtog Finansbanken herhjemme og senere Finanz- und Investmentbank i Schweiz, begge stiftet af den danske erhvervsmand Alex Brask Thomsen. Finansbanken havde dengang en stor udenlandsafdeling, som tilbød kunderne meget høje indlånsrenter på D-mark. Det tiltrak kunder, primært tyskere, englændere og amerikanere. Den gibraltariske private banking-kundebase blev grundlagt i 1987, da Jyske Bank købte Banco Galliano, den ældste bank på Gibraltar.

Seneste nyt