Menu luk

Isfjeldet er indtaget

2.500 medarbejdere er rykket ind i Nordeas nye danske hovedsæde, der er inspireret af nordisk natur. Her har ingen eget kontor, og alle har mulighed for at vælge mellem mange forskellige arbejdsstationer

17. dec. 2017
3 min

"Se, der står én deroppe og holder telefonmøde og kigger ned. Det varmer mit hjerte at se, at mulighederne i rummene bliver brugt. En ting er at skabe rammerne for det, noget andet om de bliver udnyttet".

Trine Thorn, Head of Workplace Management, udpeger en skjorteklædt mand, der stående følger med i aktiviteten i bygningens atrium fra 4. sal, mens han taler i sit headset.

Andre ansatte er gået om bord i de smalle, elegante telefonbokse, hvor man kan tale uforstyrret, eller sidder i smågrupper ved lave borde omgivet af støjskærme. Atter andre har valgt at sidde i møderum, der ikke skal bookes forud, eller arbejder i bløde møbler, på en høj barstol eller ved et bord i kantinen.

Bygget til at rykke rundt

Det er en entusiastisk Trine Thorn, der møder Magasinet Finans få dage før udmeldingerne om de massive fyringer i Nordea. Hun giver Magasinet Finans en rundtur i Nordeas nye, lyse hovedkvarter i Ørestad, hvor der stadig dufter af nye materialer, og hvor glas, hvide flader, eg og granit går igen overalt.

Hist og her står stadig en flyttekasse, for de sidste medarbejdere er kun akkurat rykket ind og ved at finde sig til rette i de nye omgivelser, som er skabt af Henning Larsens tegnestue. Inspirationen er hentet i et isfjeld, som nu er genskabt på flade Amager, og udefra oplever forbipasserende brudte, transparente glasflader, der er solidt funderet i en granitsokkel.

Trine Thorn fortæller om det hele, men er især optaget af, at byggeriet er skabt med henblik på at få medarbejderne til at rykke rundt og bruge alle faciliteterne, alt efter hvilken aktivitet de er i gang med –  eksempelvis møde, projektarbejde, telefonmøde eller koncentreret læsning.

"Vi har arbejdet med den aktivitetsbaserede arbejdsplads i Nordea længe, men det gør en forskel at være i et byggeri, der er skabt til at understøtte det".

Tasken væk fra bordet

Det betyder også, at det kun er medarbejderne, der arbejder på Trading Floor, der har egne skriveborde –fordi de arbejder med forskellige skærmopsætninger, og det ikke vil give mening, at de skal sidde et nyt sted hver dag. Men de skal ligesom resten af medarbejderne låse computere og alt andet løsøre inde i hver deres lille skab ved arbejdsdagens ophør, for skrivebordene skal være blæst overalt.

Alle medarbejdere har dog en såkaldt homezone, hvor de kan møde kendte ansigter, hvis og når det foretrækkes.

"De fleste af os er vanemennesker, og det kræver en indsats at komme i gang med at bruge de muligheder, vi har fået her. Herhjemme lærer vi jo helt fra første dag i skolen, at vi skal sidde det samme sted, og at det er godt og trygt. Men det fungerer bedre at rykke rundt, alt efter hvad man er i gang med. Det giver fleksibilitet og energi at skifte omgivelser og tale med nogle nye kolleger", siger Trine Thorn, der også selv fortsat øver sig i at bryde faste mønstre.

"Lige da vi flyttede herud, tog jeg mig i at sætte min taske på et skrivebord i min homezone fra morgenstunden. Så satte ingen andre sig dér, men jeg var væk meget af dagen, og der var ikke nogen idé i at reservere bordet på den måde. Så det gør jeg ikke længere", siger Trine Thorn, der kom fra eget kontor med mange hyldemeter reol.

"Det var en del af at have opnået en position at have sådan et kontor. Men her brydes det hele ned, og det giver virkelig god mening, når man oplever det og bruger det. Heller ikke det øverste cheflag har enekontor".

Således sidder også topchef Casper von Koskull i kontormiljø med fem-seks nære medarbejdere, når han arbejder i København.

"Cheferne går forrest og arbejder efter samme principper som os andre. Men der er jo nok ikke nogen, der sætter sig, hvor Casper von Koskull plejer at sidde. Nogle ting giver lidt sig selv".

 

Seneste nyt