Menu luk

International hæder til dansk startup

NewBanking, der udvikler løsninger inden for regulering, vandt onsdag den 28. juni start-up konkurrencen ved Money20/20 Europe. Siden da har grundlægger og CEO Christian Visti Larsen fået over 100 henvendelser fra mulige samarbejdspartnere.

​Den danske iværksætter Christian Visti Larsen har været i gang med sit firma NewBanking i knap to år og har i dag seks kolleger på kontoret i "TheCamp" hos Tryg i Ballerup. NewBanking er et firma, der udvikler løsninger inden for reguleringsaspektet i finansielle virksomheder og går derfor under kategorien "regtech".

NewBanking tilbyder en identifikationsløsning baseret på blockchain-teknologi, der tillader at brugere selv kan verificere deres personlige identifikationsoplysinger såsom pas, sygesikring m.m. Brugerne kan efterfølgende dele disse oplysninger med finansielle virksomheder, der er underlagt lov om hvidvask og bekæmpelse af terror finansiering.

14 start-up-virksomheder var blevet udvalgt til at pitche deres virksomhedsidé for en fagjury, som derefter udvalgte tre finanslister til at pitche igen ved en stor finale foran flere tusinde mennesker. I Juryen sad Jonathan Larsen, Innovationschef i Ping An Group, Michael Treskov, Partner i Eight Roads Ventures, Stefan Tirley, som er Managing Director i CommerzVentures og Patricia Kemp, som er General Partner i Oak HC/FT.

CEO og grundlægger af NewBanking, Christian Visti Larsen er uddannet revisor og har blandt andet arbejdet i en chefstilling i Danske Bank, som senior manager i KPMG og som lektor på CBS. Han fik hurtigt succes med NewBanking, har nu 6 ansatte, og søger yderligere tre medarbejder heriblandt dygtige programmører, der har kendskab til den finansielle verden.

NewBanking skilte sig ud

Christian Visti Larsen ser selv sejren ved Money20/20-konkurrencen som et springbræt til at kunne udvide firmaet.

"Der er rigtig mange, der har taget kontakt til os efter sejren - heriblandt nogle af de helt store internationale spillere", siger Christian Visti Larsen, der fejrede sejren med at tage direkte på Roskilde Festival.

Juryen mente, at NewBanking skilte sig ud, fordi de selv havde skabt den infrastruktur, som teknologien bygger på og ikke byggede oven på allerede eksisterende teknologi, som mange andre start-up-virksomheder gør.

"Og så løser vi et problem omkring compliance, som er ekstremt vigtigt at få løst, og som mange har forsøgt at finde løsninger på, men ikke rigtig er lykkedes med", siger Christian Visti Larsen til Nyhedsbrevet Finans.

I øjeblikket findes identifikationsløsningen i en alfaversion. Modellen er funktionel og servicerer mindre kunder. Ifølge Christian Visti Larsen er sejren ved Money20/20-konferencen et kæmpe skub frem mod at kunne lancere en endelig version af produktet senere på året.

Seneste nyt