Menu luk

I en kronisk konkurrencetilstand

Hvis man hele tiden på en tavle kan se, hvordan man ligger i forhold til kollegerne på for eksempel kundetilfredshed eller salg, er der risiko for, at konkurrencen bliver kronisk og allestedsnærværende. Det kan gøre kolleger til konkolleger, advarer stressforsker Malene Friis Andersen.

17. sep 2017
3 min

​Stressforsker på Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø Malene Friis Andersen opfordrer til, at ledere tænker sig grundigt om, hver gang de indfører en ny målemetode. 
"Når det handler om kunderatings, så er de jo umiddelbart attraktive. Kundetilfredshed er topprioritet i banken, og feedback fra kunderne kan være guld værd. Logikken synes også at være, at hvis medarbejderen bliver målt på sin performance over for kunden, vil medarbejderen lægge sig ekstra i selen for at performe godt. Men har man tænkt nok over de ikkeintenderede konsekvenser?" spørger Malene Friis Andersen, som sammen med Nadja Prætorius har skrevet kapitlet "Går skønne kræfter til spilde?"
(del af antologien "Tæller vi det der tæller", Moderne Arbejdsliv, 2016) med undertitlen:
"Om identity performance management og de fatale konsekvenser ved at gøre medarbejderens personlighed til målobjekt".  

Kolleger bliver til konkolleger

På en række kurser, som Malene Friis Andersen har holdt for medlemmer af Finansforbundet, har hun fået et førstehåndsindtryk af de ikkeintenderede konsekvenser af kunderatings.

"Mange føler, de befinder sig i en kronisk konkurrencetilstand. Jeg mener ikke, der er noget galt med at konkurrere. Alle kulturer har et konkurrenceelement, men i langt de fleste kulturer er det afgrænset af tid og sted. Man fløjter kampen af på et tidspunkt, og så går man ud i omklædningsrummet og finder ind i fællesskabet igen. 

Hvis man hele tiden på en tavle kan se, hvordan man ligger i forhold til kollegerne på for eksempel kundetilfredshed eller salg, er der risiko for, at konkurrencen bliver kronisk og allestedsnærværende. Det kan gøre kolleger til konkolleger", siger Malene Friis Andersen. 

Magistrene har netop i en stor undersøgelse vist, at de, der bliver målt individuelt, er dobbelt så utilfredse med målingerne som dem, der bliver målt kollektivt. 
Det kunne være interessant at se, om man kunne genfinde samme tendens i finansbranchen, mener Malene Friis Andersen. 

Hæmmende for videndeling

"Det gør noget ved gruppedynamikkerne, når man måler på den individuelle medarbejder, især når man måler på personligheden. Det er ikke entydigt, hvad det gør, og det afhænger også meget af, hvordan lederen håndterer feedback. Men det overordnede billede, vi ser, er, at individuelle målinger ikke er befordrende, hvis der er brug for sparring og ventilering, når der for eksempel har været svære samtaler. Hvis man er i konkurrence med sine kolleger, kan det hæmme, at man deler gode ideer, erfaringer og løsninger – som faktisk ville kunne forbedre afdelingens samlede opgaveløsning", siger Malene Friis Andersen. 

Som leder bør man være overordentlig opmærksom på, at når man gør medarbejderens personlighed til målobjekt, så risikerer kollegafællesskabet at erodere, mener hun.

"Det er en udvikling, som er næsten uundgåelig, hvis der i lang tid er betydelig stærkere incitamenter til at performe individuelt, end der er for at levere ind til fællesskabet – med videndeling, kollegial støtte og opbakning. Alt det, der er så meget brug for i en moderne servicevirksomhed", siger Malene Friis Andersen.