Menu luk

Giv nu noget feedback

Fortæl dine omgivelser, hvordan du oplever deres arbejde og væremåde. Hvis du gør det konstruktivt og går frem efter nogle få tjekpunkter, er det en gevinst for alle

15. mar. 2017
3 min

"Jeg er fuldstændig med på ideen med konstruktiv feedback. Det er bare umuligt at praktisere på min arbejdsplads – det passer ikke ind i vores kultur".

En indvending fra en tidligere kursist hos Peter Hjermind, der er partner i Learning Design og i mange år har arbejdet for at udbrede konstruktiv feedback:

"Jeg hører jævnligt, at kursisterne ikke kan komme igennem med at indføre konstruktiv feedback i større målestok på deres arbejdsplads. Men det bør ikke afholde den enkelte fra at tage hul på at give feedback – måske kan du indarbejde det med dine nærmeste kolleger".

Peter Hjerminds oplevelse er, at der ikke mindst i den finansielle sektor, som kan være præget af fokus på tal og bundlinje, kan være et stort behov for at træne konstruktiv feedback – især for ledere.

"Lederne kan have svært ved at se, at det er deres opgave at bruge tid på den slags. Men især de unge, som er på vej ind på arbejdsmarkedet, vil kræve mere løbende feedback. Det er ikke noget, der behøver at tage en masse tid i sig selv, men alligevel kræver det noget af lederen, for hvis feedback skal give mening, skal lederen være nærværende, lytte og følge med i, hvad der sker på arbejdspladsen, og hvordan den enkelte performer".

Bange for feedback

Hans erfaring er, at mange umiddelbart forbinder feedback med noget negativt.

"På nogle arbejdspladser er feedback det samme, som at man har gjort noget forkert. At blive kaldt ind på chefens kontor for at få feedback er derfor noget frygtet. Det er virkelig ærgerligt, for der er så meget at hente i en god feedbackkultur".

Hvis en person eksempelvis står for en fremlæggelse og bagefter som eneste tilbagemelding får at vide, at det var uheldigt, at et centralt tal var forkert, kan det skabe en negativ spiral.

"Så vil den person få uhensigtsmæssigt stort fokus på ikke at begå en tilsvarende fejl fremadrettet. Selvfølgelig skal tal være korrekte, men ofte er det faktisk ikke nødvendigt at nævne fejlene i sin feedback. Hvis det positive i stedet fremhæves, for eksempel at præsentationen var velstruktureret, er det derimod meget motiverende".

Omvendt skal det ikke udvikle sig til en ren rosekultur.

"Jeg har set en tegneserie, hvor chefen går rundt og klapper unge medarbejdere på skuldrene og siger: 'Godt gjort! Hvem du end er, og hvad du end arbejder med …' Det kan blive meget hult og påtaget, og det kan ingen bruge til noget".

Feedback i hverdagen

Feedback skal ikke gemmes til særlige lejligheder, mener Peter Hjermind. Det er også feedback at fortælle sin kollega, at han taler frygtelig højt i telefon, og at det forstyrrer alle andre.

"Når en relation er på spil, kan det være delikat at give feedback, men lader du det bare ligge, risikerer du, at det kommer ud senere på en uhensigtsmæssig måde. Vær omhyggelig med timingen, og igen – vær konstruktiv. Vær ærlig, ikke vred, og kom med forslag til, hvordan det kan løses".

Fem trin til konstruktiv feedback

  1. Gode hensigter – dit ønske er at hjælpe den anden, men også gerne dig selv og teamet/virksomheden.
  2. Direkte – vær tydelig, men konstruktiv i din feedback.
  3. Vurder modtageren – er det en ny i firmaet, en person, der er forsigtig eller kontant? Afpas efter det.
  4. Timing – vælg et godt tidspunkt. Ikke når modtageren er på vej ud ad døren, eller der er gået fire måneder.
  5. Fremadrettet – kom med konkrete forslag.

 

 

 

Seneste nyt