Menu luk

Færre langtidsledige i finanssektoren

Antallet af langtidsledige er faldet, viser nye tal fra a-kassen FTF-A. Tal fra november 2016 viser, at andelen er faldet med 20 procent, efter det nåede årets højeste punkt i juli samme år.

2. jan 2017
1 min
Af Katy Wang
kwa@finansforbundet.dk

​Fra juli 2016 til november samme år er antallet af langtidsledige i sektoren faldet med over 100 jobsøgende, viser de seneste tal fra a-kassen FTF-A. Antallet af langtidsledige var støt stigende og nåede i juli måned op på 509 jobsøgende, hvilket var det absolut højeste i år. Tallet er nu på 401 langtidsledige, hvilket svarer til et fald på 20 procent.

Tallene fra FTF-A gælder deres medlemmer, der har angivet en tilknytning til finanssektoren. Man er langtidsledig, hvis man har været jobsøgende i 42 uger eller over ud af de seneste 52 uger.

Samtidigt er antallet af ledige i finanssektoren generelt også faldet fra 1.381 ledige til 1.148 ledige. Dengang var der 37 procent af de ledige, der var langtidsledige. Tallet ligger nu på 35 procent og derfor er andelen faldet med to procentpoint.

Siden november 2015 har der været 380 ledige, der har mistet deres dagpengeret, og de tæller derfor ikke med i ovennævnte statistik. I alt var der i november 2016 40.179 medlemmer af FTF-A, der også har angivet en tilknytning til finanssektoren og derfor hører ind under denne statistik.