Menu luk

Erhvervspakke kan skabe flere finansjob

Finansforbundets formand Kent Petersen glæder sig over, at regeringen vil indføre et investorfradrag, som kan betyde mere tilgængelig risikovillig kapital til fintech-iværksættere. Han noterer også med tilfredshed, at dansk kapitalforvaltning kan få et boost, når den nuværende forskel på beskatning af udenlandske og danske investorer fjernes.

4. sep. 2017
1 min

​Finanskrisen, ledelsernes store fokus på omkostninger og senest den tiltagende digitalisering har sat beskæftigelsen i den finansielle sektor under voldsomt pres. Der er alene i pengeinstitutterne nedlagt langt over 10.000 arbejdspladser siden 2009

Derfor er Finansforbundets formand Kent Petersen glad for, at regeringens erhvervs- og iværksætterudspil, der blev præsenteret onsdag den 30. august, rummer tiltag, som kan medvirke til skabelsen af flere finansjob.

"Det er positivt, at man i lighed med Sverige og England vil indføre et investorfradrag til personer, der investerer i små, unoterede virksomheder. Det kan have stor betydning for blandt andre de nyetablerede fintech-virksomheder, som vi i Finansforbundet via Copenhagen FinTech har været med til at fremme. Med lettere adgang til risikovillig kapital styrkes fintech-iværksætternes mulighed for at udvikle nye finansprodukter og forbedre eksisterende services, hvilket kan føre til flere arbejdspladser", siger Kent Petersen til Nyhedsbrevet Finans.

I regeringens udspil lægges der op til, at uafhængige investorer årligt kan fradrage halvdelen af investeringer for op til 200.000 kroner i perioden 2019 til 2022. Derefter sættes beløbet op, så man fra 2023 kan fradrage halvdelen af sin investering op til 400.000 kroner årligt.

Boost til kaptalforvaltning

Kapitalforvaltning er et af de forretningsområder, hvor den danske finanssektor står meget stærkt i sammenligning med udenlandske konkurrenter. Indtjeningen og beskæftigelsen inden for kapitalforvaltning er stigende, men hidtil har ekspansionsmulighederne i udlandet været begrænset af en skattemæssig forskelsbehandling. Nu ligger regeringen op til at fjerne den udbytteskat som udenlandske investorer pålægges på udbytter fra danske investeringsinstitutter.

"Dette kan også medvirke til at styrke beskæftigelsen og indtjeningen hos danske kapitalforvaltere, fordi de nu lettere kan udbyde deres produkter på det internationale marked", siger Kent Petersen.

Finansforbundet hilser også forslaget om en aktiesparekonto velkommen, der ligeledes er en del af regeringens vækstpakke. Læs artiklen fra Nyhedsbrevet Finans tirsdag den 29, august her.
 

Seneste nyt